Der var fokus på de to racing-discipliner Formula og Slalom, da 30 surfere fra hele landet samledes til påsketræning med udgangspunkt i farvandene omkring Skive. Efter fire dages intensiv træning kunne deltagerne rejse hjem med masser af gode tips – og temmelig lange arme.
Deltagerantallet på 30 var ganske vist et stykke under sidste års niveau, men påsken lå tidligt i år, og vejrudsigten så ikke for lovende ud, så mange valgte at blive hjemme. Deriblandt to grupper på henholdsvis tolv norske og seks svenske surfere, men også mange danskere regnede ikke med at forholdene blev fornuftige til træningen. Der tog de imidlertid fejl.
Farvandet omkring Skive blev surfet tyndt i Påsken. Foto: Torben Kornum.
Konceptet med påsketræningslejren er, at det aftenen inden meddeles på Facebooksiden ’SKIW Racing’ hvor og hvornår den følgende dags træning finder sted. Trænerne lægger baner og kører friskt på med starter og sejladser i tre-fire timer fra middagstid. Ind imellem, og efter dagens træning, er der tid til gode råd om trim og teknikker. Alle praktiske foranstaltninger står deltagerne selv for.
Alle er velkomne uanset teknisk og fysisk niveau, og man deltager som man har lyst til, og på det niveau som passer den enkelte bedst. Nogen formår at deltage i alle sejladser – det er primært juniorerne – mens andre starter sæsonen langsomt op, og springer måske hver anden sejlads over.
Trænerduoen Christen Justesen og Torben Kornum står for arrangementet, der afvikles hvert år i påsken.
Gennem årene har de hjulpet med at hente mange internationale medaljer hjem til den lokale klub, men efter at sønnerne Christen og Sebastian i dag er blevet selvhjulpne, lægges kræfterne nu i nye talenter og kommende kapsejlere. Med hjælp fra lokale sponsorer og Maritim Center Skive er der investeret i trænerbåd, bøjer og alt hvad der kræves af udstyr for at afvikle såvel træning som nationale kapsejladser.
Træning på vandet tidligt på sæsonen. Foto: Torben Kornum.
Torben Kornum fortæller: "Christen og jeg har det sjovt med at afvikle god træning, og vi arbejder rigtig godt sammen om det. Skive er kendt som et centrum for talentudvikling af surfere, og vi får mange henvendelser fra folk i sporten, der enten ønsker træning eller hjælp til at afvikle sejladser. Vi er meget obs på at sikre mest mulig sejlads og mindst mulig spildtid for deltagerne. Det skal være enkelt og overskueligt for alle at kapsejle, også de helt nye, som dukker op".
Christen Justesen udtaler: "Vi lægger stor vægt på at surferne lærer at arbejde sammen, og deler deres viden og tid med hinanden. Det gælder både juniorer og ældre deltagere, men i princippet også forældrene, som bakker de unge op. ”Sammen bliver vi bedre” har vist sig som en platform der skaber resultater, og derudover skaber den også en stemning, som gør det sjovere for alle at bruge så mange timer, som der nu en gang skal investeres for at blive en dygtig kapsejler".
Surfernes egentlige sæsonstart foregår i slutningen af april måned i Nivå, Nordsjælland.