73 windsurfere – rekordstort antal i nyere tid - fra Norden og Tyskland, dystede i weekenden i årets åbne nordiske mesterskaber i Formula klassen, som blev afviklet ud for Rønbjerg Feriecenter, der hvor Limfjorden er bredest og mest vindsikker.
Mens man mange steder i landet kæmpede med regn og skiftende vind, var der i den nordlige ende af landet pragtfuldt vejr med stabil vind, som gjorde det muligt at gennemføre i alt seks sejladser over to dage.
De unge stormer frem i sporten
Topplaceringerne i Formulaklassen har i årevis været delt mellem en håndfuld af de mest erfarne sejlere, men specielt i Danmark og Norge, er en stærk gruppe unge hastigt på vej frem.
U/20 sejlere som norske Martin Hovda og de tre danskere Mads Jepsen, Nicklas Borgen og Malte Elholm, er blot nogle af de mange unge navne, som ventes at præge sporten fremover. Et træningssamarbejde på tværs af nationerne bærer frugt, og sendte i årets NM hele tre ungdomssejlere i top ti på overalt-resultaterne.
Sebastian Kornum suveræn mester
Ikke overraskende var det imidlertid Sebastian Kornum, der for andet år i træk vandt det nordiske mesterskab. Kun et enkelt point måtte han afgive til tyske Gunnar Asmussen, men det havde sin forklaring:
"Jeg sprang trapezlinen på bagbords side lige efter starten i femte sejlads, og det var godt nok noget af en udfordring at gennemføre sejladsen. Men vægttræningen har ikke været forgæves" – siger Sebastian med et glimt i øjet.
Hændelsen skabte både morskab og respekt blandt konkurrenterne, der fik et synligt eksempel på, hvorfor den 22-årige surfstjerne i dag er en af verdens bedste Formula-sejlere.
Guld til far og søn
Sebastian's 53-årige far – Torben Kornum – snuppede førstepladsen i Grand Master klassen efter godt 2 års skadespause , så det blev til dobbelt NM guld til Team Kornum. Det er anden gang i karrieren at far og søn topper podiet i samme stævne. Første gang under Formula VM 2011, hvor Sebastian blev ungdomsverdensmester og Torben blev bedste Grand Master.
Norsk deltager: Danmark kan det der med at arrangere
Nordjysk Windsurfing Klub var vært for årets åbne nordiske mesterskab i Formula Windsurfing, og fik under præmieoverrækkelsen en velfortjent tale med på vejen fra den norske deltager Kjell Strand Jakobsen:
"Tusind tak for et fantastisk arrangement. Ikke kun sportsligt, men også på alle andre måder formår I danskere at samle surferne, arrangere træning, kommunikere budskaberne og afvikle stævnerne. Det er ikke uden grund, at dansk windsurfingsport er så stærk, som stævnet her har vist."
Resultater fra NM via linket her
Sebatstian Kornum her i en bagbord start, måtte gennemfører en sejlads uden trapezlinen på bagbords side af bommen, som lige efter starten i femte sejlads sprang! Foto: Jan Nielsen