De to trænere Christian Justesen og Torben Kornum, som afviklede træningen i samarbejde med Maritim Center Skive, var overvældet over det massive fremmøde, og kunne samtidig glæde sig over at niveauet blandt især de yngre surfere rykker stærkt i den positive retning.
Med udgangspunkt i Strandtangen ved Skive Lystbådehavn blev der Påsken igennem lagt baner til de to windsurf racing-discipliner Slalom og Formula, og med påskedagenes friske vind og høje, blå himmel, kunne rammerne ikke være bedre. 4-5 timers daglig aktivitet på vandet gav rig mulighed for at træne og tilpasse racing-udstyret inden sæsonstarten for den danske ranglisteturnering i starten af maj.
"Det er tydeligt, at mange af de unge talenter har brugt vinteren flittigt på både fysisk og teknisk træning. Niveauet er rykket gevaldigt, og vi vurderer at der allerede i år er basis for flere gode internationale junior-resultater", siger Torben Kornum, der sammen med vennen Christen Justesen lægger utallige timer i projektet SKIW Racing, som er et nationalt omdrejningspunkt for udvikling af surftalenter.
Som en ekstra gevinst for både surfere og trænere, lavede Sebastian Kornum et indlæg om udvikling og trim af surfsejlene under træningslejren. Den 22-årige professionelle surfer havde planlagt et kort pitstop i hjembyen, inden han lørdag morgen rejste til Portugal for at dyste om årets Formula VM i seniorklassen.