Under overskriften 'Moonlight Surf – watch the stars of Cold Hawaii' vil DKs absolutte spidser inden for long-, short board og SUP gennemføre en Super Session efter mørkets frembrud.
For første gang vil det således blive muligt at se surfing i mørke i Danmark. Tobias Juhl, som har været belysningsmester på de helt store danske tv-produktioner, bl.a. 'Sommer', 'Borgen' og den nye danske film 'Når dyrene drømmer' sørger for, at kæmpemæssige projektører lyser kysten op i Cold Hawaii.
Promovering af ny uddannelse for surfere og windsurfere i hele Danmark
"Vi vil rigtig gerne vise, hvad surfing i DK er og med eventen signalere, at vi som skole går langt for at tilbyde en anderledes måde at tage en ungdomsuddannelse på og tager skridtet fuldtud, når det handler om at kombinere sport, skole og ikke mindst livsstil", fortæller vicerektor på Thy-Mors HF & VUC, Erik Dose Hvid. På HF-Cold Hawaii er surfing er omdrejningspunktet, og kompetent surfundervisning og masser af tid på vandet vil være en del af skolegangen.
Formålet med eventen er at promovere HF-Cold Hawaii og et nyetableret surf-kollegie, man fra Thy-Mors HF & VUCs side har oprettet i forbindelse med uddannelsen, og som vil stå nyrenoveret og klar til indflytning til studiestart.
Og det er da også på surf-kollegiet eventet har sit udgangspunkt, hvor alle interesserede og kommende elever kan se lokaliteterne og høre om uddannelsen: "Vi vil gerne give folk chancen for at komme og se og stille spørgsmål, og få en fantastisk aften ved vandet", forklarer Erik Dose Hvid.
Skole på surfsportens præmisser og passionen som drivkraft
Surfing er på en HF-Cold Hawaii ikke tænkt som et sideprojekt, der bare kører parallelt med en undervisningsplan. Derimod er surfing integreret og prioriteret i de enkelte fag og i hele tilrettelæggelsen af uddannelsen. "I andre sammenhæng har det vist sig, at det kan være særdeles udbytterigt i et læringsperspektiv, når uddannelse og sport kobles sammen. Det har vi i Danmark mange gode eksempler på. Med HF-Cold Hawaii skabes kombinationen på surfsportens egne præmisser, hvor skiftende vejr- og bølgeforhold er nøje tænkt ind i undervisningsplanen", forklarer Erik Dose Hvid.
Derfor lægges der med uddannelsen op til, at hf-undervisningen i perioder kan afvikles hvor som helst; ved kysten, hjemme, på skolen eller et helt fjerde sted. Hele skoleforløbet er så at sige designet til at være forenelig med, at træning ikke altid kan afgrænses inden for bestemte tidsrum, men må tilrettelægges efter de omskiftelige og ikke altid så forudsigelige vejrmæssige omstændigheder.
Aldrig set i DK før
Med lanceringen af HF-Cold Hawaii tages et stort skridt inden for ungdomsuddannelsesområdet, idet skole og sport (surfing) kombineres i en grad, der hidtil er uset inden for en dansk kontekst.
Idéen med en Super Session i mørke, har derfor været at tydeliggøre, at man som skole gør noget radikalt anderledes. En ungdomsuddannelse, hvor en sport er så dybt integreret i fagplanen, er ikke set i Danmark hidtil. Det er heller ikke set, at surfere i samlet flok tager ud på brættet på natmørkt hav. "Med en surf event i mørke og med kunstig belysning i massivt omfang, rammer vi uden for normal tænkning for en surfevent. Vi vil højt og tydeligt signalere, at vi tilbyder surf på tidspunkter, som ikke ellers er forenelige med fastplanlagte tidspunkter og rammer, der normalt kendetegner det at gå på en ungdomsuddannelse", fortæller udviklingskoordinator og surfinstruktur, Thy-Mors HF & VUC, Claus Jokumsen.
Under eventen er der arrangeret loungeområde, hvor man kan få serveret varm suppe og varme drikke fra tour-bussen fra 'Klovn - The Movie'. Langs stranden er der desuden hot tubs, hvor aftenens supersession-deltagere kan få varmen efter turen i dønningerne.
Aftenens program
Kl. 18.00: Ankomst på Thy-Mors HF & VUCs surf-kollegie på Krovej 15, Klitmøller
Kl. 19.00: Afgang til aftenens surf spot
Kl. 19.15: Event kick-off
Kl. 19.30: Start på super session med DKs surf elite
Kl. 20.30: Præmieoverrækkelse
Kl. 21.00: Afgang med bus (fra aftenens surf spot) til Thisted Havn