Lettelsen har bredt sig på stranden i Klitmøller, for Vesterhavet er tilbage i sit gamle jeg med masser af vind og skumsprøjt på bølgetoppene.
"Søndagens vejrudsigt er fremragende, og årets udgave af KIA Cold Hawaii PWA Word Cup ender med et fyrværkeri med høje bølger, skumsprøjt og hård vind til fra sydvest. Når solen går ned søndag aften, er der fundet en vinder", lover event manager Robert Sand.
Philip Köster i aktion i Klitmøller
Parat til den store finale
Den foreløbige plan i hoveddommer Duncan Coombs hoved er, at sætte gang i konkurrencen søndag formiddag. Det vil give en finale sidst på dagen, hvor vinden når op på stiv kuling.
"Alle i Cold Hawaii er parate til en stor finaledag. Vi har ventet hele ugen på, at vinden skulle komme hjem. At den kommer tilbage med så stor styrke på den sidste dag, giver os en afslutning, som vi aldrig vil glemme. Jeg håber også, at mange thyboer vil finde vej til Klitmøller, for med den kraftige vind vil vi se nogle spektakulære hop på bølgerne", siger event manager Robert Sand.
"Cold Hawaii lukker ikke. Vi har skaffet projektører, så vi kan lyse terrassen op til præmieoverrækkelsen, hvis det bliver nødvendigt. Alle bliver på deres poster, til vi har en vinder", siger Robert Sand.
Det lokale håb, Kenneth Danielsen, er første gang på vandet i fjerde heat. Det vil ske omkring middagstid. Kraftig vind er en fordel for den bomstærke nordvestjyde. Robert Sand opfordrer derfor publikum til at komme tidligt til Klitmøller for at give Kenneth Danielsen og de andre danskere masser af opbakning fra stranden.