Det blev en kort arbejdsdag for de to AC duellanter i Auckland – kun tre runder, 6 ’legs’ i optimalt vejr i hver enkelt sejlads, som begge var overstået på mellem 26 og 24 minutter hver.
Det var Amerikanerne nok glade for. Italienerne var nemlig nådeløse overfor et hårdt kæmpende amerikansk team, som det aldrig rigtig lykkes at komme tilbage for, efter deres fatale styrt sidste weekend.
Begge dagens sejlads blev tabt stort - anden sejlads med over en banelængde (!). Det så såmænd ikke ud som om American Magic manglede fart, men de sejlede klart mere ustabilt, som om kalibreringen af ror/foil system ikke var helt på plads, og med Prada Pirelli på toppen, i en yderst stabil indsats, så er det altså svært…
I første sejlads kom Amerikanerne fint fra start ved læ mærke, men ved første vending fik de Prada Pirelli med rundt som læ båd, og der var ikke sejlet mange hundrede meter, før Italienerne havde ’ædt sig op’ og American Magic måtte vende væk for ikke at få dårlig luft. Prada Pirelli gik ganske enkelt højere – og hurtigere, midt på første opkryds var det faktisk ’game over’ og Italienerne kunne cruise i mål med små 30 sekunders føring.
I anden sejlads var det tæt på slut før der overhovedet kom i gang. Prada Pirelli vandt starten i en suveræn timing, og derfra øgede de føringen hele vejen rundt.
100 millioner US$-styrt
American Magic kan pakke sammen i Auckland, og et dybt skuffet team kan se tilbage på én enkelt fejl, som kostede 100 millioner US$ - og hele deres kampagne livet. Det kan godt være de kom tilbage på vandet efter deres havari sidste weekend, men de kom sig aldrig over det fatale styrt (kæntring, red.).
Teamet havde ikke nok tid til at få skudt skuden ind, og det team, som så så godt ud i Christmas Race - de lignede en klar udfordrer til Team Emirates New Zealand, ja de er nu ved at pakke sammen, for at sige tak for denne gang.
Luna Rossa Prada Pirelli og Jimmy Spithill møder Ineos Team UK med Sir Ben Ainslie i finalen om Prada Cup, i kampen om hvem der skal møde Emirates Team New Zealand i America's Cup.