Ben Ainslies America's Cup-team har fået kemikaliegiganten INEOS som sponsor. Nu har miljøaktivister klaget til World Sailing.
Ben Ainslie vil gerne vinde America's Cup for Storbritannien i 2021. I de 167 år som America’s Cup er blevet sejlet, har UK udfordret 21 gange, men det er endnu ikke lykkedes at få en sejr i hus og få trofæet hjem til Storbritannien. Men hvis Ainslie lykkes med at vælte de forsvarende kiwier, er der et miljøsegment i UK, der ikke vil deltage i sejren.
Efter at Ben Ainslie i den tidligere kampagne til America's Cup havde gjort sig til talsmand for miljøansvarlighed, har Ainslie ændret kurs i denne kampagne, ved at modtage betydelig økonomisk støtte fra INEOS, en privatejet kemikaliekæmpe, der ejes af Jim Ratcliffe.
Jim Ratcliffe blev i maj måned 2018 udpeget som den rigeste person i Storbritannien med en bankbog på 21,05 mia. engelske pund.
Ainslie, der er den mest succesrige sejler i olympisk historie – og ham der hjalp amerikanerne til at vinde 2013 America's Cup i 2013, er blandt Storbritanniens mest elskede sejlere. Men ved at tage INEOS penge, er han nu truet på sit gode navn, og et velfortjent globalt ry som en øko-atlet.
Åbent brev til World Sailing
En gruppe af miljøaktivister og akademikere har opfordret World Sailing til at modsætte sig INEOS sponsering af Storbritanniens America's Cup-team på grund af virksomhedens fracking-aktivitet. I et åbent brev til World Sailing henviser aktivisterne til, at sponsoraftalen mellem Ainslies Ineos TeamUK og kemikaliefirmaet går imod den "miljøbevidste adfærd", som organisationen "hævder at rumme og fremme".
INEOS beskriver sig selv som "den største aktør i den britiske skifergas-industri". Firmaet har licenser til at undersøge et område for skifergas, der dækker mere end en million hektar i Storbritannien.
I brevet fra aktivisterne står der bl.a.: ”Fracking – også kendt som hydraulisk brydning – medfører at sprøjte store mængder vand og sand, kombineret med farlige kemikalier ind i stenformationer, for at bryde det omgivende materiale med henblik på udvinding af olie og gas.
Det samlede videnskabelige materiale viser, at fracking medfører skadelige miljømæssige og folkesundhedsmæssige farer. Det omfatter forurenet grundvand, stort vandforbrug, drivhusgasemissioner (der fører til øget luftforurening og forværring af klimaforandringer), eksponering for giftige kemikalier og jordskælv.”
Som et svar på brevet sagde World Sailings administrerende direktør Andy Hunt, at selv om det styrende organ endnu ikke havde givet en officiel sanktion til America's Cup-arrangementet, forventede de at gøre det "med tiden" (in due course”).
"World Sailing har sin egen ambitiøse forpligtelse til at bidrage til at skabe en bedre verden gennem sporten via Sustainability Agenda 2030, og vi har ingen grund til at tro på, at det 36. America's Cup ikke overholder World Sailing-politikken", sluttede Andy Hunt.
Hvad betyder så det?
Ud fra det må vi konkludere, at Ainslie er på noget tynd is, og at World Sailing forventer, at America’s Cup vil overholde World Sailings Sustainability Agenda 2030. Om det så betyder at TeamUK bliver udelukket eller må finde en anden sponsor må tiden vise.
Der er rigtig mange penge og prestige i projektet, og det er spørgsmålet om der er nogen der tør pille ved det.