Rigtig møg-vejr på Bermuda, ja man skulle næsten tro de lå på samme breddegrad som Danmark! Men vinden var perfekt, måske på grænsen til hvad AC50 bådene kan klare, og i anden semi mellem Emirates Team New Zealand og Land Rover BAR gik det galt for Kiwierne.
Lad os starte med det gode og vigtigste, alle mand om bord meldes ok.
SoftBank vs. Artemis
Dagen startede med en sejlads mellem SoftBank Team Japan og Artemis, som SoftBank vandt i suveræn stil, da svenskernes båd fik havari. Kulfiberen fløj om ørene på sejlerne, og de fik problemer med at få den ene foil ned - SoftBank kunne cruise hjem, dog havde de også problemer med kulfiber 'dækket' omkring deres foils. Det blæste omkring 10 m/s og de vandmasser der presses ind over båden med over 40 knob, kunne grejet altså ikke holde til.
I dagens anden semi mellem de to gik det igen galt for svenskerne som ikke kunne falde af ved første mærke! Artemis fortsatte ud over begrænsningslinjen, og fik en straf - ja faktisk hele to, og inden teamet havde fået taget disse straffe, ja er kunne SoftBank tøffe rundt på banen og sætte 2 point i banken. 3-1 til SoftBank Team Japan med Dean Barker, som faktisk har vist overraskende skræmmende styrke i deres sejladser mod Artemis.
Land Rover BAR vs. Emirates Team New Zealand
I første sejlads kom BAR klart bedst fra start, det virkede som om ETNZ lå og lurede på hvornår Ben Ainslie skulle lave en fejl. 10 m/s - langt over 40, ja næsten 45 knobs fart, så skal der kun en ganske lille fejl til, før modstanderen kan slå til. Det var hvad der skete halv-vejs i sejladsen. BAR rundede bundmærket med en smule mindre fart, og vupti - så var Peter Burling og ETNZ foran, en føring som de hurtigt udbyggede og hold i mål. Sir Ben Ainslie og hans BAR team så noget groggy ud, bagud 3-0 til ETNZ, på en ganske overbevisende måde. Begge både så ud til at holde nogenlunde, lidt blafrende net hos BAR var de eneste tydelige skader.
I anden sejlads skete noget pudsigt, begge både - ETNZ og BAR gik for tidligt ind i startområdet og begge blev tildelt en straf, som derfor igen blev ophævet! Ainslie fik overtaget - og havde mulighed for at låse Burling, hvilket sker. Begge både ligger ganske stille, også efter starten egentlig er gået - da pustet kommer falder Ben Ainslie af og stikker pænt fra Burling. I hans forsøg på at forfølge Ainslie, ja der kommer båden simpelthen for højt op, og i trimmet nedad gik det direkte mod bunden, et kæmpe nose-dive var en realitet.
Båden så ganske godt smadret ud, men det gør en Formel 1 jo også efter en tur i muren! Jeg er sikker på deres shore-team nok skal få båden klar til i morgen, men de ellers så suveræne New Zealænderen har fået noget at tænke på, spørgsmålet er om de er rystet? 3-1 til dem efter fire sejladser - de lover (pludselig) luft hele ugen, så det er måske ikke sidste dramatiske situation vi bliver vidne til, inden semifinalerne er overstået.
Det tog ikke lang tid for shore-crewet at få båden rejst igen, men den så noget medtaget ud. Der venter meget arbejde i løbet af natten.
Læg mærke til, på nær én - så sidder de øvrige sejlere stadig om bord på deres båd - det ser knabt så dramatisk ud, som når de hænger i nettet og leger Spyderman.