Tilbage i februar 2013 var Danish Youth Vikings i San Fransisco for at sejle udtagelsestævne til Red Bull Youth America's Cup. Sejladsen foregik i de hurtige AC45 katamaraner med vingesejl. Det var noget af et sats, de unge vikinger lavede - for kun to af dem havde sejlet sammen før, og ingen på holdet havde prøvet at sejle en AC45 katamaran før. Til trods for begyndervanskelighed endte de danske vikinger på en delt tredjeplads ud af tolv hold. Dog var det en subjektiv udtagelse, hvorfor arrangørerne ikke kun kiggede på resultatlisten. De udtog i stedet Australien på femte pladsen, hvilket var noget af en skuffelse for de unge sejlere.
Men nu er de klar på at kvalificere sig til Youth America's Cup, der skal sejles i 2017. Det kræver forberedelse, og aarhusianske Mathias Lehm Sletten er klar på at tage udfordringen op. Han er gået i gang med at planlægge - og målet er at skaffe kapital nok til at købe to både, så holdet kan komme vandet og træne inden kvalifikationsstævnet.
De unge talentfulde sejlere på Danish Youth Vikings holdet er: Søren Wiegand Kristensen, Mathias Lehm Sletten, Mathias Bruun, Victor Thurøe, Mikkel Korsby og Daniel Hannesbo.