Lige siden de første fotos af Team New Zealands flyvende katamaran dukkede op for to år siden, har holdet været foran i udviklingen af AC-72 og den praktiske håndering og trim af bådene. De har langt flere træningstimer og længere udviklingsperiode end de andre AC-hold, og har haft langt bedre kontrol på båden i alle faser. Hele tiden har Oracle haltet efter, især når det gælder den altafgørende evne til foiling. Det gælder specielt på kryds, hvor det er rigtig svært at styre de forskellige kræfter der påvirker konstruktionen, og hvor meget hurtige justeringer på foils og vinge er nødvendige, hvis båden skal kunne foile på begge skrog.
Sådan var det stadig, da vi nåede finale-sejladserne for tre uger siden. Det blev meget tydeligt i de første sejladser, at ETNZ var suveræne. Det virkede nærmest som en formsag for kiwierne, at afslutte cuppen og tage pokalen med hjem.
Nyt spil i gang
Men så skete det mirakuløse som vi alle husker: Spithill trak kortet efter et ydmygende nederlag, og udsatte næste sejlads. Bagefter fulgte en alvorlig samtale i en lukket RIB med Russell Coutts. Båden blev sat på land og modificeret, og teamet var derefter svineheldige med nogle udsættelser, som reddede dem fra det afgørende tabte point. Ben Ainslie kom om bord. Og så begyndte et helt nyt spil.
Har snydt tidligere
Nu var Oracle en helt anden båd. Den sejlede så meget hurtigere nu, at det lige pludselig var ETNZ som var bagud på bådfart. Det skete efter to og et halvt års træning og forberedelser, midt i en serie, og i en situation hvor Larry Ellison og hans mænd stod med ryggen mod muren. De havde allerede én straf for snyd, og det er velkendt at Oracle tager alle midler i brug for at vinde. Hvad var sket?
Ikke direkte computerkraft
Teknologi-nørder verden over dukker nu frem med forklaringsmodeller, og især én af dem får stor opmærksomhed på nettet lige nu. Først lidt baggrund: Reglerne i AC-72 tilsiger at båden kun må bruge vind og vand til at øge, vedligeholde eller sænke farten, og at mandskabet må justere og trimme vinge, foils osv., samt udføre andre sømandsmæssige handlinger. Med andre ord er det ikke lov at anvende maskinkraft eller computere direkte til at dirigere og justere trim i foils eller vinge.
Har teknologien
Oracle barberede den grænse meget tæt i forrige AC. De har teknologi til rådighed, der kan trimme foils hurtigere og mere præcist end noget mandskab er i stand til. Bruger de den, kan de skifte til mere radikale foils, som giver et langt højere fartpotentiale, og en langt mere stabil foiling – specielt på kryds. Og det er sjovt nok lige præcis det vi så, da det "nye" Oracle team kom på vandet efter ombygningen af båden midtvejs i finale-serien.
"Overmenneskelig trimmer"
Reglerne kræver altså at der skal være et manuelt led mellem computer-information og den påvirkning af båden som finder sted. Spørgsmålet er, om Oracle har overtrådt den grænse og brugt teknologi som direkte har trimmet båden, og dermed skabt en "overmenneskelig" trimmer om bord. Meget tyder på at det har været tilfældet – men det definitive svar får vi nok aldrig. En eventuel officiel protest fra Team New Zealand vil vi ikke se. Tidsfristen for den slags er for længst passeret. Men som taktiker hos ETNZ, Ray Davies udtrykker det: Deres båd er fuldstændig stabil i foiling modus på kryds. For os kræver det en kæmpeindsats, og vi har trænet på det rigtig længe. Alligevel mestrer de det endnu bedre end os – på kun et par dage."