Luna Rossas danske designer Michael Richelsen havde i går søndag ikke meget at sige til sin ledelses forklaring om, at det er principper, der er årsag til, at italienerne boykottede den første sejlads i San Francisco mod Emirates Team New Zealand i Louis Vuitton Cup – og dermed mistede point i kampen om at få lov til at udfordre den forsvarende America's Cup-vinder Oracle Team USA.
"Det er en principbeslutning om ikke at deltage i sejladserne, førend den internationale jury har behandlet vores protest mod ændringerne i klassereglerne", siger Michael Richelsen til baadmagasinet.dk.
"Men så kan jeg alligevel ikke lade være med for egen regning at tilføje, at det naturligvis er surt, at vi ikke sejlede mod ETNZ. Den 7. juli har længe været en mærkedag i kalenderen for, at det nu begynder at gå løs. Selv om Round Robins her i juli ikke tæller voldsomt, er hver enkelt sejlads alligevel en brik i vores forberedelser til de vigtigere sejladser i august. Jeg håber derfor, at juryen hurtigt kommer frem til en afgørelse".
Såvel Luna Rossa som Emirates Team New Zealand har protesteret over, at America's Cup Management efter Artemis Racing-sejleren Andrew Simpsons dødsulykke i maj med henvisning til sejlernes sikkerhed nu vil ændre reglerne for cupbådenes såkaldte 'elevator-ror'.
New zealænderne protesterede først og får behandlet deres protest mandag. Men selv om diskussionen om elevator-ror minder om slagsmålet i den første Louis Vuitton Cup i 1983, hvor de senere America's Cup-vindere fra Australien introducerede den revolutionerende vingekøl, ændrer det ikke på, at mange fans savner det sportslige element i den første cup USA siden 1995.
En gentagelse af 2010
En af dem er den tidligere danske OL-guldvinder Jesper Bank, som to gange har deltaget i udfordrernes Louis Vuitton Cup for henholdsvis svenske Victory Challenge og tyske United Internet: "Jeg kan nok ikke lade være med at følge sejladserne i San Francisco. Men jeg er bange for, at det bliver en gentagelse af den seneste America's Cup i 2010, hvor Oracle Team USA og Alinghis sejladser var afgjort efter ti minutter. Det samme vil formentlig være tilfældet, når Team New Zealand i den kommende Louis Vuitton Cup møder Luna Rosssa".
Ifølge Jesper Bank har italienerne tilsyneladende kun nået at kopiere new zealændernes første design og vil derfor efter alt at dømme være bagud allerede inden start.
"Og den tredje mulige udfordrer, svenske Artemis Racing, som blev sat alvorligt tilbage i forberedelserne på grund af den tragiske dødsulykke i maj, er der vist ingen, der rigtigt regner med".
Facebook-generationen
Hvor Jesper Bank har svært ved at få øje på de sportslige kvaliteter i den første amerikanske udgave af America's Cup siden 1995 i San Diego, glæder han sig imidlertid til at se de store AC72-katamaraner med vingesejl og hydrofoil teknik i aktion.
"Teknikken er ikke ny. America's Cup løfter bare teknikken og eksponerer den på en måde, som er fascinerende. Men de meget store og ekstremt hurtige både appellerer nok allermest til Facebook-generationen, som sikkert vil synes, at det ser sjovt ud på Youtube".
Af hensyn til fremtidens publikumsinteresse for America's Cup som en sejlsportskonkurrence håber Jesper Bank derfor, at Team New Zealand vinder både Louis Vuitton Cup og America's Cup:
"Oracles ejer Larry Ellison, som jeg har hilst på et par gange, er nok mest interesseret i slå sit navn fast i historien. Oracle tænker derfor ikke nødvendigvis på at fremme sejlsporten, men måske mere på at holde konkurrenterne væk ved hjælp af et utilgængeligt regelsæt, hvilket det er svært at fortænke dem i. Omvendt har Team New Zealand så mange turistpenge i ryggen, at de som vinder af America's Cup formentlig vil indføre nye regelsæt, som kan sikre deltagelse af flest mulige teams og lande i den næste Louis Vuitton Cup".
Ligegyldig medieeksponering
Matchrace-specialisten Jes Gram-Hansen, som assisteret af taktiker Rasmus Køstner slog igennem som rorsmand i Louis Vuitton Cup hos italienske Mascalzone Latino i 2007, har heller ikke de store forventninger til sommerens sejladser i San Francisco:
"America's Cup har altid været en højteknologisk sport, hvor det også handler om udvikling. Men denne gang virker det som om, det er gået for vidt. For sportsfans er det på ingen måde interessant at se de samme to både sejle imod hinanden i tre-fire uger", mener Jes Gram-Hansen.
"Sport er sjovest, når der er mange deltagere. Når favoritterne risikerer at tabe, og outsiderne også har en chance for at vinde. Og når der er intern kamp om pladserne på holdene. Den kommende cup ligner mere en kamp mellem ingeniører, hvor sejlerne først og fremmest skal sørge undgå havarier, holde farten og få båden sikkert hjem. Den globale tv-eksponering af America's Cup, som i San Francisco formentlig bliver større end nogensinde, er glædelig, men mere eller mindre ligegyldig, hvis indholdet af begivenheden ikke har substans".
Sammen med Rasmus Køstner leder Jes Gram-Hansen Danmarks største professionelle sejlsportssatsning, SAP Extreme Sailing Team. Og han drømmer fortsat om at deltage i kommende America's Cup-udgaver under de rette omstændigheder.
Bristede drømme
For seks år siden deltog 15 danske sejlere og to designere i Louis Vuitton Cup i Valencia. I dag er der ingen danske sejlere tilbage.
Og drømmen om at få et dansk hold med i kampen om America's Cup synes også længere væk end i de foregående 40 år, hvor danske sejlsportsikoner som Paul Elvstrøm, Valdemar Bandolowski og Jesper Bank på skift har forfulgt drømmen uden held.
"Men det skyldes også andre aspekter end den seneste udvikling af America's Cup. Vores foreløbige erfaringer med SAP Extreme Sailing Team viser i hvert fald, at det er meget svært at finde danske virksomheder, som ønsker at investere i professionel sejlsport. Hverken kulturen eller enkeltpersonerne findes tilsyneladende i Danmark", siger Jes Gram Hansen.