Efter det tragiske ulykke for nyligt, hvor den britiske OL-vinder Andrew Simpson omkom under en AC-72-kæntring, blev der nedsat en kommission, der skulle arbejde med nye sikkerheds-foranstaltninger. Nu er de første anbefalinger kommet, mere end en uge tidligere end først annonceret.
Maksimal vindstyrke sænket
Et af tiltagene er at sænke den maksimale vindstyrke, hvor sejlads er tilladt. Tidligere hed det 33 knob, nu hedder det 23 knob - altså 10 knob lavere. Dog er vi stadig oppe i en vindstyrke, der svarer nogenlunde til den der var, ved begge de AC-72 kæntringer vi har set indtil videre.
"Rustning"
Andre tiltag handler om personligt sikkerhedsudstyr til sejlerne. De får yderligere kropsbeskyttelse (formentlig rygskjold, benskinner osv.), samt mere avancerede flydemidler. Der skal også udvikles et iltapparat som fungerer "hands free", samt personlige nødpejlesendere, som gør det muligt at lokalisere folk hurtigt og præcist. Sejlerne får også specielt designede hjelme, som gør det muligt at se ud i stort set alle vinkler, og udstyr til at sænke sig selv ned med, fra de store højder de kan blive fanget i ved kæntring.
Ændringer på bådene
De foreløbige meldinger tyder på at der også kommer begrænsinger på selve bådene, specielt rorene og styringen af dem. Det kan vise sig at blive et temmelig kontroversielt emne, for det påvirker design og performance - og dermed vinderchancer. Listen med 37 anbefalinger indeholder også ændringer af reglerne for tilgængeligt udstyr i supportbåde og race management generelt. Blandt andet bliver der færre sejladser i Louis Vuitton Cup - det giver plads til længere og grundigere vedligeholdsfaser. Listen kan læses i sin helhed her.