Hvis man interesserer sig for kapsejladsens ve og vel, og specielt for det faktum at det bliver sværere og sværere at opbygge interesse for kapsejlads i Danmark, så er det ret interessant at lægge mærke til hvad der sker i Frankrig lige nu. Allerede i søndags, seks dage inden lørdagens start på verdens største solo-sejlads jorden rundt, var besøgstallet i Race Village oppe på 575.000! Sejladsens betydning for sejlsportsinteressen i Frankrig er enorm.
Bred interesse
For den brede befolkning er jorden-rundt sejladsen Vendée Globe nemlig en rigtig interessant historie. Skolerklasser og grupper ankommer i busser, og møder solosejlerne, som fortæller om hvordan det er at befinde sig der ude på åbent hav. Bådene er teknologiske showcases, og sejladsen giver anledning til interesse for havmiljø, biologi og så videre.
Lokomotiv?
Umiddelbart svært at overføre til en onsdags-sejlads i den lokale sejlklub, men alting kan skaleres - og måske mangler vi et lokomotiv, der kan trække interessen og deltagelsen fra brede lag. Sikkert er det i hvert fald, at en sejlads som Vendée Globe har enorm betydning for sejlsporten i Frankrig.
Sejl med virtuelt!
Lørdag går starten, og 19 mænd og én kvinde i hver sin Open 60 (!) skal hele jorden rundt, uden assistance eller stop undervejs, før de kan gå i mål igen i Les Sables d'Olonne om en tre måneders tid. Du kan sejle med virtuelt - allerede nu er 44.500 spillere tilmeldt. Se mere på www.vendeeglobe.org