J80erne dystede om klasse-mesterskabet

Ved klassemesterskabet for J80 både, der blev sejlet udfor Rungsted Havn, blev der sejlet i alt seks sejladser. Om lørdagen var vinden i de to første sejladser meget svag, så det galt om at holde fart i båden og gå de rigtige steder på banen. En sydgående strøm krævede ekstra opmærksomhed ved topmærkerundingerne. I den lette vind var Lucas Lier og besætning konstant godt kørende med overblik og fart. De kunne afslutte den første dag på førstepladsen.

Fart, erfaring og fejlfri bådhåndtering

Søndagen bød på tre sejladser i rigelig vind, og her viste Jesper Jespersen med besætning, at fart, erfaring og fejlfri bådhåndtering gør en forskel. En genakker som trækker våd, en 'spilerkæntring' eller en genakker som ikke kommer ned til tiden gør, at konkurrenterne sejler forbi. Søndagens sejladser bød på fast rækkefølge i top tre med Jesper Kragh Jespersen først, derefter Sofie Hesselkilde og hendes næsten pigebesætning og derefter Lucas Lier.

Udfordrende

Som søndagen skred frem sejlede flere og flere besætninger uden gennakker, da den kræver erfaring og samarbejde at håndtere i pust over 12 m/s - især når bundmærket kommer susende en i møde efter det ellers fornuftigt lange opkryds. Her var der mange 'kodak' moments, og mindst lige så mange lærerige oplevelser. Sidst på søndagen var det dog tydeligt, at trætheden var ved at melde sig, hvorfor sejladsledelsen fornuftigt besluttede at sende bådene i havn efter tre sejladser.

Klassen i fremgang

Her et år efter J80 verdensmesterskabet i Dragør glæder J80 klassen sig over, at der fortsat kommer nye privatejede både til, samt at der er flere sejlklubber som enten er i gang med eller overvejer at anskaffe J80eren som skolebåd. Der er nu mere end femogtyve J80ere i Danmark, hvor af over halvdelen er placeret omkring Øresund.

J80 Klassemesterskab 2012

1. Jesper Kragh Jespersen & besætning - Solbjerg Søsport

2. Lucas Lier & besætning - Hellerup Sejlklub/KDY

3. Sofie Hesselkilde - KDY

En komplet resultatliste kan ses her.