
<i>470-sejlerne rapporterer fra tysk mesterskab:</I><br />
Så er 470'erne netop hjemvendt efter et veloverstået tysk mesterskab. Da vi ikke er nok 470ere til at samles om et dansk mesterskab, som man kan det i 49eren måtte vi se omkring os for det næstbedste og det var bestemt et godt alternativ, da verdensklassesejlere fra Tyskland og Schweiz var samlet i Travemünde for at sejle om det tyske mesterskab.
Slukket for vinden
Ligesom i Danmark og det meste af Europa har vi siden onsdag i sidste uge haft et større højtryk, der har betydet at hele Lübecker Bucht var slukket fra torsdag, til søndag. Det betød at vi på søndagens 8 timer på vandet lige akkurat fik presset to sejladser igennem i meget let vind og utroligt uforudsigelige forhold. Ikke noget som passede Tobias' fedekur særligt godt!
Balder Tobiasen og Magnus Johansen, der er forholdsvis nye i 470eren sejlede utroligt flot, havde god fart i skuden og lavede blindende starter i det meget hårde tyske felt bestående af 32 både. Henrik og Tobias havde ikke en god søndag og startede mildest talt dårligt.
Medal race på stranden
Mandagen fik vi dog mulighed for oprejsning, da begge besætninger lavede fine resultater i ca. 5 m/s, fladt vind og meget springende vind. Henrik og Tobias kom bedst af sted, med to femtepladser, der sikrede dem en plads i deres første medal race. Afslutningsvis fik vi et medal race helt op 'på' stranden i et meget tæt og spændende race, hvor vi ender som nummer 5. Det resulterer i en samlet 7. plads, mens Balder og Magnus ender som nummer 11.
Fuld træning for OL-billet
Vi har trænet 5 dage om ugen fra 9 - 17 og mange dage mere end det og knokler alt, hvad vi kan for at forbedre os og sikre Danmark endnu en OL-billet. I uge 42 får vi blandt andet en dygtig Schweizisk herrebesætning op til en træningslejr, hvor vi giver den fuld skrald på træningen fra den 15.-23. oktober.
Træner søges
Skulle der være nogle dygtige trænere, der i 470 regi kunne komme med gode input og som eventuelt kunne tage en gummibåd med, må de meget gerne kommentere artiklen. Alle Dansk Sejlunions gummibåde er nemlig på turne rundt om i verden og vores normale trænere kan ikke træne hele perioden. Så vi søger med lys og lue!
Resultater fra de tyske mesterskaber:
- GER 10 Gerz, Ferdinand & Follmann, Patrick 19 pts
- SUI 7 Gremaud, Olivier & Gremaud, Adrien 25 pts
- GER 75 Naujock, Denny & Schröder, Nils 26 pts
- DEN 158 Søgaard, Henrik & Nørbo, Tobias 55 pts
- DEN 164 Tobiasen, Balder & Johansen, Magnus 53 pts (Uden medal race)