
Lækker bespisning har stor prioritet ved disse arrangementer idet hyggen spiller en stor rolle i W-klassen. Men tag ikke fejl, hyggen blandes op med lysten til at slå konkurrenterne, så snart der er vand under jollerne.<br />
Den danske sommers ustyrlige evner til at blande alle vejrtyper i en uforudsigelig cocktail slog heller ikke fejl i denne weekend (26.-27. august). Kort tid før første start lørdag stod himmel og hav i et med skybrud og tordenvejr over startområdet, og feltet blev sendt i havn. Vejrguderne mildnede deres syn på Roskilde Fjords inder bredning i løbet af formiddagen, og 4 sejladser blev gennemført i let til jævn vind på op/ned baner.
Søndagen stod menuen på trekantbaner blandet med op/ned. Trekantbanerne var indlagt i programmet for at stresse sejlerne lidt, idet denne baneform sjældent benyttes i klassen under danske sejladser. Arrangørerne fik hvad de håbede på nemlig frisk til hård vind, med deraf følgende spændende situationer ved slagmærket og under kampen om at toppe og skære forbi andre både på løberen. Festligt er det at blive tvunget til en bomning i friske pust, hvor timing mellem gast og rorsmand er afgørende for at en Wayfarer ikke skærer op og byder på en ufrivillig badetur. Der var dog i sidste sejlads under heftige pust fem både, som fik set på deres joller fra vandoverfladen og på sværdet.
Fra UK var der blandt andet besøg af copyright indehaver og producent Richard Hartley og søn. De viste på overbevisende vis danskerne, hvordan den nye mark 4 version af jollen skal sejles. Således snuppede englænderne stævnets første plads, dog heldigvis med hed ånde i nakken fra de nybagte danmarksmestre Kim Søderlund og Jesper Achton Friis (Farum Sejlklub). Anden pladsen snuppede undertegnede, efter sidste år at have hygget sig på 9. pladsen. Løftet i år indtraf efter til lejligheden at have fået coach Jesper Pilegaard med som den ufejlbarlige gast og manden med det forkromede taktiske overblik (begge fra Roskilde Sejlklub). 3. pladsen blev besat af Søren Jensen og Dennis Nielsen (Farum Sejlklub).
At løfte præstationen fra 9. til 2. pladsen var uhyre lærerigt og et klart resultat af at jeg fik en tidligere OL-sejler om bord (indrømmet). Jeg skal ikke skrive en lang udredning om det her, men blot opfordre andre til at søge selskabet med mere erfarende sejlere for selv at blive bedre. Det var en stor oplevelse, at mærke fuldstændig ”race mode” koncentration fra start til slut. Vi talte ikke om andet end sejlads i to dage – fedt!
Afslutningsvis ønsker Skandinavisk Wayfarer Sammenslutning at sige Roskilde Sejlklub og alle frivillige mange tak for et perfekt stævne. Tak til stævneleder Troels Wester og ligeledes tak for opbakningen til vores hyggelige klasse fra hovedsponsor SLAM og Bojsen-Møller Sails.
Næste gang Wayfarerne stikker stævnen frem i dyst bliver ved afdansningsbal/Jysk Mesterskab i Ho Bugt den 24. og 25. september. Her vil der ud over racing blive budt på hjemmelavet æblekage, sæl safari og privat indkvartering til hele styrken. Som vi synger ”Wayfarer Wayfarer – det er alle tiders båd” – nu med æblekage og sæl safari.
Der er stadig åbent for tilmelding og mulighed for at vi når de magiske 30 både i tilmelding. Du kan også stadig nå en prøvetur i en Wayfarer, kig forbi
Se flere billeder fra Wayfarer DM på
https://picasaweb.google.com/Godefotos/WDM2011PrMier?authuser=0&authkey=Gv1sRgCPC6s_bB2YqgsgE&feat=directlink
http://www.wayfarer.dk