
Årets Harboe Cup er det 25. stævne i rækken af Skælskør Amatør-Sejlklubs traditionelle efterårsstævne. Vi har haft en lang rejse bag os, med en masse oplevelser fra vejrguderne, sejlerne og hjælperne.<br />
En lille historie fra en tidligere deltager er kommet.
Henrik Christensen skriver:
Vi er nok tilbage til ca. 1975 hvor der var mulighed for overnatning på Skælskør Folkehøjskole som næsten alle deltagere udnyttede sig af– det gjaldt såvel udenbys som indenbys sejlere hvilket vi fra SAS syntes var vældig sjovt og hvis jeg ikke husker forkert var der fællesspisning med skipper labskovs i stor fællessal lørdag aften. De mere fornuftsprægede aktiviteter efter sejladserne bestod i at spille bordtennis og billard, hvorimod jeg her ca. 35-36 år senere godt tør indrømme at de flade tage på bygningerne med let adgang via vinduerne fra værelserne var perfekte til alskens fangeleg. Selv mindes jeg at jeg ikke turde hoppe ned fra taget, men det var der flere af de store der gjorde. Jeg kan garantere at det var ikke mange timer vi fik sovet den nat.
Jeg erindrer ikke at vi blev opdaget af voksne, men ikke desto mindre var det bare den ene gang som jeg tror at der var overnatning der. I årene efter var der flere af os sejlere der havde udenbys sejlervenner boende hjemme – selv havde vi Skovser- og Dragørsejlere boende.
Jeg tror at det var i 1977 at jeg vandt optimistklassen. Når man nu er blevet en midaldrende mand – selv om man stadig ser sig som præcis hoppet ud af optimistjollen – er det skønt at tænke tilbage på sådanne øjeblikke i barndommen. En sådan hændelse for en 14- årig knægt er langt fra triviel. Stemningen, vejret, ja alt printes ind i glade minder fra den tid og det er utroligt hvilke detaljer man da kan huske.
Vi sejlede på Skælskør inderfjord og vinden var mellem 2-5 måske 6 m/s og jeg vejede så jeg engang i mellem var nødt til at krybe op på kanten. Vinden var i SØ hvilket gjorde at starten var lagt lidt vest for Højskolen og krydsmærket helt oppe i læ ved Harboes bryggeri. Som lokalkendt vidste man at der var lidt mere vind helt til højre i banen da vinden her kom mere uforstyrret ind over Borrebys marker, krydret med en stor sandsynlighed for rummende vind på styrbord halse op mod krydsmærket. Da den ca. 10 meter sejlrende bød på mestendels svagt udadgående strøm, d.v.s vestgående, så var det godt at vide at man skulle ind over renden så hurtigt som muligt for at opnå mest strømlæ. Ja, det var opskriften på sejr anno 1977.
80 frivillige i gang
Nogle af de ting som er uundværlige ved et stævne er både sejlere og hjælpere. Og specielt hjælperne har for manges vedkommende været med i rigtig mange år. Det betyder at det som stævneleder er en overkommelig opgave, når så mange på forhånd ved hvad der forventes og hvad der skal gøres. Ved Harboe Cup er der ca. 80 frivillige i gang såvel på vandet som på land og arbejdet er med til at skabe en helt speciel klubånd. Unge møder ældre, sejlbåds ejere møder motorbådsejere og det hele med én fælles målsætning: At skabe et godt stævne for alle parter.
19 klasser
I 2011 udgaven er der inviteret ikke mindre end 19 klasser, fra begynderne i optimist C over traditionelle joller som OK og Laser, til årets fornyelse – surferne. I 2011 afholdes der DM for Formula, RS:X og Kona samtidig med Harboe Cup. Stævnet har flere gange været vært ved forskellige DM’er, og fungerer samtidig som sjællandsmesterskab og åbne mesterskaber for flere klasser.
Banerne er som tidligere fordelt på Skælskør Nor (Tera Pro/Sport og Feva XL), Skælskør Fjord (Optimist B og C) og i Kobæk (Optimist A, Zoom8, Laser, OK, 420, 505, Trapez, 29’er, Hobie Cat 16 og Spi, A-cat samt surferne).
Med de mange sejlere som normalt kommer til Skælskør, er det en glæde at sejlklubben igen har fået mulighed for at tilbyde et antal pladser til campingvogne tæt på Kobæk Strand samt et fordelagtigt tilbud fra Kobæk Strand hotel og konferencecenter på overnatning.
Butikkerne i Skælskør har i weekenden åbent både lørdag og søndag, så forældre, tilskuere og andre har lejlighed til indkøb, hygge og afslapning i bymidten. Og lørdag aften byder Harboes Bryggeri og Skælskør Amatør-Sejlklub på mad til uhørt lave priser.
Vel mødt den 24.-25. september 2011 og indtil da kan stævnets hjemmeside