Danske medaljer ved Ungdoms EM


De danske 29ere var mere eller mindre suveræne på Gardasøen under Ungdoms EM. Foto: Annett Petersen.

             Som optakt til, at Danmark næste år skal være vært for Eurosaf’s Ungdoms EM, har en gruppe af unge talenter deltaget ved det første af sin slags. Stævnet blev afholdt af Fraglia della Vela di Riva på Gardasøen, og Danmark høstede en pæn del af medaljerne.<br />


Skiff talenter
Stævnet, som blev sejlet i hhv. 29er og Byte CII samt på windsurferen Techno 293, havde ingen danske deltagere på surfbræt. Udtagelsen til 29er pladserne blev vundet af Mads Emil Steffensen Lübeck og Marie Thusgaard samt Katja Salskov Iversen og Christian Christfort Gormsen. Begge besætninger havde tidligere på året konkurreret om den ene plads ved ISAF’s Ungdoms VM og det blev Mads Emil og Marie, der vandt den udtagelse. Her havde de to dygtige besætninger chancen for at stille op mod hinanden, og det blev underholdende.

Europa og Laser
I Byte CII var Danmark repræsenteret af hhv. to Laser-sejlere og to Europajolle-sejlere. Fra Europajolleklassen deltog Christina Andersen og Tobias Hemdorf, som først ankom aftenen inden tune-up race, da de kom direkte fra Europa VM på Como søen, hvor Tobias havde vundet guldmedalje og Christina sluttede på 10. pladsen. Det krævede hurtig omstilling at vænne sig til den levende Byte CII jolle på 1 døgn.

Fra Laserklassen deltog Christian Guldberg Rost, som netop var kommet hjem fra San Francisco, hvor han havde deltaget i Laser 4.7 VM, hvor han sluttede på en 9. plads ud af omkring 150 sejlere, og Céline Behr Carlsen, som netop havde deltaget i Laser Radial Ungdoms VM og EM i La Rochelle, hvor hun tog bronze i u. 17 kategorien.

Garda vejr
Natten inden første stævnedag bød på torden og regn og det betød, at første stævnedag langt fra lignede typisk Garda vejr. Det lykkedes dog alligevel at få afviklet det planlagte antal sejladser i Nordenvind. Resten af stævnet fulgte det kendte mønster med god vind fra syd.

29er dominans
De to danske 29er besætninger var noget spændt på at se, hvem deres egentlige konkurrenter var. Der viste sig at være stor spredning på feltet, men både England, Polen og Spanien havde nogle stærke besætninger med.

Sølv og guld
Efter at have følt sig lidt frem i de første sejladser, lagde danskerne sig solidt og på skift på første og anden pladsen, og der blev de. Denne gang blev det Katja Salskov Iversen med Christian Christfort Gormsen, som trak det lange strå, mens Mads Emil Steffensen Lübeck og Marie Thusgaard, som havde døjet lidt med grejproblemer måtte ’nøjes’ med andenpladsen. På tredjepladsen kom spanierne Marti Llena og Mahiques. Marti Llena deltog i i Ungdoms OL i Singapore i Byte CII har siden sejlet Laser Radial, men er nu skiftet over til 29er. Det er så synd, at de ikke alle kan vinde guld. Når man ser dem på vandet, er der ingen tvivl om, at de er atleter på højt plan alle sammen.


Katja Salskov-Iversen og Christian Gormsen øverst på skamlen med Mads Emil Lübeck og Marie Thusgaard Olsen et trin længere nede. Foto: Annett Petersen.

            <br />

Stærke sejlere i Byte CII
Det blev en god start for danskerne i Byte CII, hvor Christian efter første dag lå på en samlet 2. plads hos drengene og hvor Céline lavede 3 prikker. Tobias, som havde haft omkring halvanden times træning i den fremmede jolle før tune-up sejladsen måtte ned og teste vandet et par gange før han fandt sig til rette. Christina blev 3, 4 og 5 af pigerne og kunne være ganske tilfreds med det.

På drengesiden var der allerede her lagt op til at de to lokale italienere Marco Benini og Michele Benamati, samt sloveneren Zan Luka Zelko kunne få en munter dyst om podiepladserne. Både Zan Luka Zelko og Marco Benini har tidligere deltaget i Ungdoms Olympiaden i Singapore i Byte CII og i ISAF Ungdoms VM i Laser Radial, hvor han vandt sølvmedalje. Hos pigerne havde Fraglia della Vela di Riva store forhåbninger dels til Joice Floridia, som deltog ved ISAF Ungdoms VM samt Laser Radial Ungdoms VM i La Rochelle, samt til Cecilia Zorzi, som dels deltog ved Byte CII VM sidste år i Cannes, dels netop havde vundet Laser 4.7 VM i San Francisco.

Førstepladser
Anden dagen bød på jævn til frisk vind fra syd og her kom Tobias frem i feltet. Det gjorde juryen også og inden vi nåede at se os om, havde Tobias fået to gule flag i samme sejlads og Céline et. Det var en lidt uforståelig beslutning for os der var i coachbådene, men sket var sket. På tredjedagen sejlede Tobias tre førstepladser hjem og dermed havde han mulighed for en bronzeplads.


Céline Carlsen vandt alle sejladser for undtagen én på Gardasøen i Byte CII. Foto: Annett Petersen.

            <br />

Flere førstepladser
I den første af sidstedagens to sejladser så det ud til, at Tobias skulle på podiet. Han runder topmærket som 3 af drengene men får så det tredje gule flag på læns. Han trækker sig ud af sejladsen og mister herved chancen for medalje. Til gengæld sejlede Christian Rost sig i mål som nr. 1 i sidste sejlads, som han førte fra start til slut. Céline, der startede dagen med at knække sit fald og bagefter måtte konstatere, at hendes rorblad var knækket, fik tingene ordnet inden hun tog på vandet. Hun behøvede blot at sejle én sejlads for at vinde guld. Hun sejlede dog endnu to førstepladser hjem og slutter sin serie af elleve sejladser med 10 point.

Eurosaf
Præsidenten for Eurosaf udtrykte ved præmieuddelingen tilfredshed med, antallet af deltagere ved dette første Ungdoms EM, hvor der var deltagere fra 14 nationer og opfordrede herefter alle til at deltage i Århus næste år.



Resultater i Byte CII
Drenge
1. Michele Benamati, Italien
2. Marco Benini, Italien
3. Zan Luka Zelko, Slovenien
4. Christian Guldberg Rost, Egå Sejlklub
5. Tobias Hemdorf, Kaløvig Bådelaug

Piger
1. Céline Carlsen, KDY/Oure
2. Cecilia Zorzi, Italien
3. Joice Floridia, Italien
4. Christina Andersen, Skovshoved Sejlklub

Piger og drenge
1. Michele Benamati, Italien
2. Marco Benini, Italien
3. Céline Carlsen, KDY/Oure
4. Zan Luka Zelko, Slovenien
5. Christian Guldberg Rost, Egå Sejlklub

Mere om stævnet på .http://www.fragliavelariva.it