Når man ser sejladserne, er det ganske tydeligt hvorfor Anders Nyholm og besætning er hurtigst i mål, også selvom deres starter sjældent er helt i top.
De sejler langt mere dynamisk, end de nærmeste konkurrenter. Anders selv hænger markant, langt mere end hans nærmeste konkurrenter. Det er 3 dygtige jollesejlere, der er steget ned i denne lille kølbåd. De sejler den som de fortsat sad i en Laserjolle, og de 3 vil være et godt bud på årets CB66 nordisk mester.
Som kapsejladssted er Marstrand et genialt sted, GKSS er som arrangør i særklasse. Sted og klub står også bag Stena Match Cup, og et hav af andre stævner i løbet af sommer- perioden.
Faciliteterne på øen er i særklasse gode, og rigtig mange danske sejlklubber kunne med fordel søge inspiration i Marstrand omkring hvordan et stævne skal afvikles. Både sportsligt og socialt. Her finder du hverken små-fnidder, eller sure gamle mænd, der er skræmte for forandring og udvikling.
Udfordringen ligger i, at selv et stævne som dette SM, foregår i dybeste hemmelighed.
Stævnet er en del af GKSS meget traditionsrige ”Marstrandsregattan”, hvor også Drager og Hobbie deltager på hver sin bane. For kapsejladsledelsen er det frustrerende at se deltager antallet falde, og det har aldrig været lavere end det er i år.
Selv for de mange sommer gæster på Marstrand pågår stævnet uden deres viden. Deres udsendte, er absolut den eneste skrivende journalist på øen.
Men sejlerne kunne også selv bidrage til at skabe lidt mere opmærksomhed om begivenheden, når GKSS hver dag laver fine ”after-race” arrangementer, med champagne til dagens vindere, er det pinligt når eksempelvis Anders Nyholm og besætning ikke er til stede.
Lidt af den dynamik de udviser så flot på vandet, kunne de med fordel bruge på land – til gavn for dem selv og hele sejlsporten.
Udover de 3 topbesætninger, deltog Mikkel West-Nørager (nummer 8) og Christian Toft, (nummer 19) i stævnet.
http://www.gkss.se/ftp/resultat/MR11/CB66.htm