
Starten på Ungdoms VM blev noget tumult for Nicolaj og Daniel Bjørnholt i katamaranen SL16. En kollision i første start, hvor roret blev beskadiget betød at brødrene måtte udgå af sejladsen. I den lette vind der prægede de første dage var den brasilianske besætning suveræne med ikke mindre end 8 førstepladser i træk. I går og i dag kom vinden til Zadar og det gav danskerne fart i de to skrog.<br />
”De sejlede rakethurtigt i luften og med én sejlads mere tror jeg de kunne have vundet guld,” fortæller træner Anders Kristensen som Bådmagasinet fangede på mobiltelefonen kort efter sidste sejlads.
Modgang med grejhavari
Anders Kristensen fortæller at Bjørnholt-drengene har været mere end forfulgt af uheld og fejl under Ungdoms VM, men har taklet det på fornem vis. I 5. sejlads ryger spilerfaldet op i masten og en 2. plads i sejladsen bliver forvandlet til en 8. plads.
Det var også lige før at danskerne ikke kom med i den sidste og afgørende sejlads, da svanehalsen knækkede inden start.
”Med en hurtig og nødtørftig reparation starter drengene og vinder sejladsen overlegent,” siger Anders Kristensen.
RS:X-surferen Sebastian Fleisher sejlede sig de sidste dage op på en flot 7. plads med flere topplaceringer.