
Torsdag bød igen på lang ventetid for de 67 J/80 besætninger der dyster ved VM ud for Dragør. Adskillige udsættelser skulle der til før dagens første sejlads endelig kunne startede ved 3-tiden. Herefter blev det til to gode sejladser med op til 5 m/sek. <br />
Desværre blev det ikke til en god dansk dag på kapsejladsbanen. Generelt blev det til tunge placeringer for de danske både. I front lagde både Jesper Jespersen og Thomas Klok fornuftigt ud med henholdsvis en 13. og 17. plads.
Herefter leverede Team Jespersen deres fratrækker med en 32. plads, mens Klok indkasserede 40 ekstra point til resultatlisten. Begge besætninger faldt 4 pladser tilbage til en samlet 14. og 18. plads.
Helt i front ligger to spanske besætninger. Spanien har ikke mindre end 4 besætninger i top 5, med svenskeren Ingemar Sundstedt der kiler sig ind på 3. pladsen.

<br />
Glade piger
For Team Maltesers med skipper Gritt Bjørnshave blev især torsdagens sidste sejlads opløftende med en 22. plads.
”Vi er nu bedste rene pigebåd. Vi fangede en god rummer på første kryds og lavede vores næstbedste placering i stævnet,” fortæller en optimistisk Matilde Ive her til morgen til Bådmagasinet.
Bundmaling bremser
Team Maltesers ligger nu på den samlede 43. plads – tre placeringer foran klubkammeraterne med skipper Helle Ørum. Holdet har dog lige som de andre der sejler i klubbådene fra KDY en ekstra udfordring.
”Klubbådene er bundmalet og selvom vi gjorde alt for at slibe bunden inden start betyder det meget for farten. Alle de private både sejler rundt uden og så må vi erkende at de forreste besætninger kender båden rigtig godt – så man bliver straffet ved de mindste fejl,” forklarer Matilde Ive, og fortsætter:
”Ellers er det bare super fedt at starte med så mange ens både og hvor første båd over mållinjen vinder.”
Ros til baneleder
Sejlerpigen har kun ros til overs for baneleder Christian Lerche for hans vedholdenhed trods de svære betingelser med let vind.
”I går ville han ikke starte os før forholdene var gode nok til fair sejlads.”
I dag, fredag, håber sejlerne på at få sejlet VM’ets sidste to sejladser uden ventetid. Her til morgen ser et lovende ud med en vejrudsigt der lover op til 8 m/sek. fra en sydøstlig retning.
Se flere resultater på