
De to danske 49ere er i den grad stadig med i kampen om den samlede sejr i den legendariske Kieleruge. Efter mandagens fire sejladser fører Peter Krüger og Nicolai Thorsell med 39 point, mens Allan Nørregaard og Peter Lang er nummer 3 med 49 point. <br />
Dagens sejladser bød igen på meget vekslende forhold, der konstant satte sejlernes valg på spidsen. ”Det har været en spændende dag, hvor bygevejret og den springende vind har tvunget os til at trække på rigtigt mange forskellige taktiske værktøjer,” som Nicolai Thorsell beskrev det.
Et af de redskaber, som de danske 49er i dag fandt frem, var en grundig evaluering af dagens to første dyster på vandet over en frokost på land.
”Efter frokost valgte vi at skide på fordelene og bare starte længere oppe til luv. Det viste sig at være det rette valg,” forklarer Nicolai Thorsell, og resultaterne, der fulgte, taler for sig selv. Før spisepausen var Krüger og Thorsell noteret for delplaceringerne 7 og 12, mens de efter maden blev nummer 2 og vandt.
Specielt lå det i luften, at den sidste sejlads skulle blive speciel. ”Vi jokede med, at nu havde vi haft en så lang dag på vandet, så det bedste vi kunne gøre for os selv, det var at komme så hurtigt som muligt i land,” lyder den grinende forklaring.
Kan vinde den samlede World Cup
For Peter Krüger og Nicolai Thorsell er der mere på spil i Kiel end bare et vanligt stævne. Kielerugen er nemlig det sidste stævne i årets World Cup, og hvis mandagens placeringer holder hele vejen til og med på onsdag, er de to danskere meget tæt på at vinde den samlede World Cup.
Men vejen til den samlede sejr kræver lidt matematisk snilde at regne ud. I den samlede World Cup-stilling er danskerne lige nu nummer 8. Men da størstedelen af konkurrenterne foran på listen har fravalgt stævnet i Kiel, kan danskerne vinde samlet, hvis de bliver nummer 8 eller bedre, samtidig med at der minimum er 7 placeringer mellem dem og østrigerne Delle-Karth og Resch.
Før tirsdagens sejladser og onsdagens medal race er østrigerne nummer 6 i stævnet, så der mangler fortsat en lille smule før den første danske samlede 49er-World Cup triumf nogensinde er i hus.
Tirsdag sejles de sidste sejladser før onsdagens afgørende finale, hvor placeringen tæller dobbelt.
Schierup tæt på For-OL
Laser-sejleren Thorbjørn Schierup er praktisk talt klar til For-OL i august, efter at hans nærmeste konkurrent Mads Bendix mandag blev ramt af uheld og en diskvalifikation.
De danske Laser-sejlere dyster i disse dage i Kiel om den enlige danske plads til For-OL til august i Weymouth. En dag før tid ser det ud til, at Thorbjørn Schierup kommer til at stå tilbage som vinder af udtagelsen efter Mads Bendix havde en sort mandag.
Bendix havde ellers en komfortabel føring før mandagens sejladser. Men i den første sejlads knækkede han sit bomudhal og måtte udgå, mens han i dagens tredje sejlads fik sit andet gule flag og igen måtte trække sig.
”Lige nu er det med meget blandede følelser jeg står tilbage med. For jeg føler, at jeg har sejlet pissegodt. Men jeg har på den anden side ikke lige de marginaler, som der skulle til i dag,” siger en synligt ærgerlig Mads Bendix.
For Bendix er det ikke den glippede udtagelse, der ærgrer ham mest. ”Selvfølgelig ville jeg gerne med til For-OL. Men for mig er det mest bitre, at jeg faktisk lå så godt placeret i et stævne, og jeg følte, at jeg var godt på vej mod en top 20 eller måske endda blandt de 15 bedste,” lyder det fra den uheldige dansker.
Laser-træner Per Baagø var også ærgerlig over dagens begivenheder, men af en lidt anden årsag. ”Jeg er lidt irriteret over, at udtagelsen bliver afgjort på den her måde. Det er netop den her slags mentalt stressende situationer, som man ikke rigtigt kan træne derhjemme, men man skal tvinges ud i, når der er noget på spil. Så for drengenes mentale trænings skyld havde jeg håbet på, at det skulle afgøres i to tætte sejladser i morgen. Men det er nu også, hvad der sker i sejlsport en gang i mellem,” siger Laser-træner Per Baagø.
Udvalgte danske resultater
49er, efter 12 sejladser
- Peter Krüger og Nicolai Thorsell
- Allan Nørregaard og Peter Lang
Laser, 8 sejladser - Thorbjørn Schierup
- Mads Bendix
- Michael Hansen
- Stig Steinfurth
- Magnus Kældsø
Star - Benny Andersen og Mogens Just
- Flemming Sørensen og Niels Thrysøe-Hansen
- Rune Schytt og Henrik Ahrentsen
RS:X damer, 8 sejladser - Lærke Buhl-Hansen
RS:X herrer, 8 sejladser - Kim Braad Carlsen
470 herrer, 8 sejladser - Henrik Søgaard og Tobias Nørbo
- Balder Tobiasen og Magnus Jung Johansen