
Efter 3 weekender med udtagelsesstævner på Furesøen, i Kolding og i Kerteminde, har unge sejlere fra hele landet kæmpet om at komme øverst på optimistjolleranglisten og blive optaget på Landsholdet. <br />
Forårets 19 sejladser er gennemført i al slags vejr fra næsten vindstille til hård luft. Efter Pinsens sejladser ved det store stævne ”Sail Extreme” i Kerteminde, hvor bl.a. 130 danske optimistjoller og 69 Zoom8 joller deltog, er ranglisten nu gjort op for de 2 jolletyper, og landsholdet er sat.
Spænding til det sidste
Der har været hård kamp om pladserne til de eftertragtede landsholds-pladser. 130 optimistjollesejlere har deltaget i kampen, og indtil de sidste sejladser var det for nogen kun få point, der afgjorde om de var inde eller ude af landsholdet , og til hvilket mesterskab de skulle repræsentere Danmark. Søndagens sidste og afgørende sejlads blev gennemført i meget lidt vind i, og var derfor nervepirrende for både sejlere og deres forældre.
For de 11 KDY-sejlere gik det rigtig godt. I Optimistklassen skal William Norvold Bjørn repræsenterer Danmark ved VM i New Zealand. Klubkammeraterne Georg Bunk Lauridsen, Marcus Kirketerp og Christian Torp, skal alle 3 til EM i Portugal. Og til NM, der i år afholdes i Sønderborg, skal Martin Michelsen, Stine Habekost, Christoffer Hylling Munchaus, Casper Ladefoged og Amalie Spork Dalum være de danske repræsentanter.
I Zoom8 klassen endte Marcus Bay som nr. 4 på ranglisten for drenge, og Mie Gunni Kolmos på en 6. plads på ranglisten for piger. De skal begge deltage i flere internationale stævner i Zoom8 jollen i løbet af året.

<br />
Det store arbejde har båret frugt
Klubkammeraterne fra KDY kender hinanden via mange års venskaber i sejlklubben i Rungsted, hvor flere af dem siden 8 års alderen har trænet sammen 3-4 gange om ugen, og flere af dem har fulgtes til stævner i både ind- og udland.
Træningen fortsætter ihærdigt lige op til de forskellige mesterskaber, så sejlerne er velforberedt og klar til både VM, EM og NM i 2011.
Det store arbejde der lægges i KDY´s ungdomscenter i Rungsted, har således igen båret frugt. Her tilbydes børn fra 8 års alderen at starte deres ”sejlkarriere” i Optimistjolle, Yngling, Feva jolle eller J/80, under kyndig vejledning af erfarne ledere, trænere og stor opbakning blandt frivillige forældre.