Følg landsholdssejlerne direkte i Weymouth


Peter Krüger og Nicolai Thorsell sluttede sidste år på andenpladsen i Weymouth. Nu skal de forsvare deres samlede føring i World Cuppen. Foto: onEdition.

             Over 1000 sejlere fra 62 forskellige nationer går i dag på vandet ud for Weymouth i England. Blandt dem er 28 danske sejlere, der skal teste de olympiske farvande. For de danske sejlere der stiller op i syv klasser står der både økonomisk støtte og For-OL pladser på spil.<br />


I matchrace kæmper de to skippere Lotte Meldgaard og Trine Abrahamsen med deres besætninger om fortsat økonomisk støtte fra Dansk Sejlunion. Styregruppen bag den danske matchrace-satsning har besluttet, at der fremover kun vil blive satset på en besætning i denne klasse. Bedste danske besætning i Weymouth sikrer støtten.

Skal forsvare World Cup føring
I 49er-klassen stiller Danmark med fem besætninger, heriblandt de førende i World Cuppen, nemlig Peter Krüger og Nicolai Thorsell. Gruppen tæller desuden Jonas Warrer/ Søren Hansen, Allan Nørregaard/ Peter Lang, Niels Joakim Gormsen/ Anders Thomsen og brødrene Emil og Simon Toft.

For-OL pladser på spil
For sejlerne i fem klasser er der pladser ved For-OL til august på spil i løbet af den kommende måned. Allerede i denne uge afgøres det, hvem der skal tilbage til Weymouth til august og sejle i Finnjollen og 470 damer. I de to klasser er Jonas Høgh-Christensen og Henriette Koch/ Lene Sommer dog allerede så godt som sikre på kvalifikation.

For Laser, 470 herrer, RS:X damer og Starbådens vedkommende finder afgørelsen først sted i forbindelse med Kieler Woche senere på måneden. 49er-klassen og Laser Radial er allerede afgjort. Her bliver det Jonas Warrer/ Søren Hansen og Anne-Marie Rindom, der repræsenterer Danmark.

OL-udtagelse for konkurrenterne
Flere nationer har World Cuppen i den kommende uge i Weymouth som et af de centrale stævner i deres interne olympiske udtagelse.

Sådan er det ikke for de danske sejlere. Her starter OL-udtagelsen for de fleste klasser først med World Cup-stævnerne næste år. 470 damerne indleder dog som den første klasse deres OL-udtagelses serie med EM 2011 i Helsinki i juli, mens Finnjolle og Star starter deres udtagelses-serier med VM i Perth i december.

Følg sejlerne
På arrangørernes hjemmeside kan udvalgte felter følges hver dag med tracking leveret af danske TracTrac. Der er også en live-blog på siden, ligesom de danske sejlere kan følges på <LINK:8295:sejlsport.dk/direkte>.

http://www.sejlsport.dk/direkte
http://www.skandiasailforgoldregatta.co.uk/2011/