
Efter gårsdagens mange aflysninger på grund af for kraftig vind, var man fredag tilbage til normalen igen. Vinden var nemlig lige netop aftaget så meget, at arrangørerne af det hollandske World Cup-stævne fik gennemført fuldt program i samtlige ti olympiske bådklasser.<br />
Først i aktion af danskerne var matchrace-besætningen bestående af Trine Abrahamsen, Trine Palludan og Ida Hartvig, der i dag skulle forsøge at sejle sig videre fra opsamlingsrunden og til en plads i kvartfinalerne. Kravet for videre avancement var minimum tre og helst fire sejre i de i alt fem ventende dueller.
Med fire sejre vandt den danske besætning opsamlingsrunden og er nu klar til at sejle kvartfinaler lørdag som 7. seedede. Eneste modstander i runden, som Abrahamsen ikke fik skovlen under, var russeren Skudina.
Opadgående formkurve
For en måned siden sluttede den danske besætning nummer 10 i det franske World Cup-stævne i Hyéres, hvilket hidtil var deres bedste placering. Pladsen i kvartfinalerne er derfor endnu et skridt i den rigtige retning for danskerne.
”Vi føler, at vores formkurve er for opadgående, og at vi nu er ved at være på det rette spor,” siger skipper Trine Abrahamsen, hvis modstander i kvartfinalen først bliver fundet sent i aften.
Masten i bunden
I 49er-feltet var det tæt på overlevelse i den hårde blæst og de karakteristiske drillesyge bølger, og det skete også rigtigt mange gange, at en båd kæntrede og sejlerne måtte en tur i vandet.
Af de tre danske både blev det brødrene Emil og Simon Toft, der kom bedst igennem dagen og rykkede fra 15. til 6. pladsen. De ligner nu et rigtigt godt bud på en deltager i søndagens finale sammen med Peter Krüger og Nicolai Thorsell.
Sidstnævnte startede dagens sejladser i blå veste, som tegn på, at de på det tidspunkt lå samlet nummer to i stævnet. Men efter en udgået, en 11. og 13. plads og deraf følgende degradering til den samlede 6. plads så Peter Krüger ikke nogen grund til at beholde vesten på ret meget længere.
”Vi sejler ikke specielt dårligt. Vi sejler bare langsomt,” lød Peter Krügers korte forklaring på afskeden med andenpladsen. ”Lige nu er jeg i tvivl om, hvad vi skal ændre på. Men jeg tror primært, at forklaringen ligger i, at vi har sejlet meget i let vind på det seneste, og det koster for os.”
En manøvre, der skulle vise sig at blive ekstra kostbar, var den sidste bomning i den sidste sejlads. ”Jeg taber simpelthen rorpindsforlængeren i bomningen, og så ligger vi der bare i vandet,” siger Peter Krüger.
Hans ærgrelse blev ikke mindre af, at masten satte sig fast i bunden, så danskerne måtte have hjælp fra deres træner for at komme fri igen og derfor måtte udgå af sejladsen, som de ellers lå omkring nummer seks i.
Alberte mellemfornøjet
I Laser Radial-klassen var Alberte Holm Lindberg en smule mellemfornøjet specielt med sin anden sejlads. ”Jeg laver en god start, men fik ikke kigget nok op og fangede derfor ikke den vinddrejning, der kom,” forklarer hun, mens hun pakker sammen efter dagens overståede arbejde. Det er fortsat Anne-Marie Rindom, der bedste dansker på 10. pladsen, mens Alberte Holm Lindberg er to point efter som nummer 11.
Nedtur
Dagens største samtaleemne i Laser Radial-feltet blev uden sammenligning Annalise Murphy fra Irland og Litauens Gintare Scheidt. Da de tog på vandet i morges, lå de henholdsvis forrest og nummer fire. Men da dagens to sejladser var omme, var de begge to blevet diskvalificeret to gange for tyvstarter og røget ned som nummer 14 og 19.
De to kvindelige 470-sejlere Henriette Koch og Lene Sommer holdt i dag fast i den samlede 6. plads efter at have været 6. og 9. hurtigste båd på vandet. 470-klassen føres suverænt af hollandske Lisa Westerhof og Lobke Berkhout med bare syv tællende point på seks sejladser.
Danske placeringer, gårsdagens i ()
470 damer
- (6.) Henriette Koch og Lene Sommer
49er - (2.) Peter Krüger Andersen og Nicolai Thorsell
- (15.) Emil Toft Nielsen og Simon Toft Nielsen
- (14.) Niels Joachim Gormsen og Anders Thomsen
Finn - (31.) Kaspar Andresen
- (51.) Bo Teglers
Laser - Thorbjørn Schierup
- Mads Bendix
- Michael Hansen
- Stig Steinfurth
- Andre Christiansen
Laser Radial - (10.) Anne-Marie Rindom
- (12.) Alberte Holm Lindberg
- Sarah Gunni
- Cathrine Sof Hall
- Maiken Schutt
- Louise Christznsen
- Sofie Slotsgaard
RS:X mænd - (52.) Kim Braad Carlsen
RS:X damer - (23.) Lærke Buhl-Hansen