Blæsende første dag ved World Cup i Holland


470-pigerne Henriette Koch og Lene Sommer leverede bedste danske resultat på åbningsdagen af den hollandske World Cup. Foto: deltalloydregatta.org.

            Der var dømt hårdt arbejde fra morgenstunden, da de olympiske sejlere tirsdag tog hul på årets hollandske stop i World Cup-serien. Dagen bød nemlig på hård vind med vindstød op til 27 knob, hvilket skabte hårde betingelser for deltagerne i de over 600 både fra 61 nationer.<br />


Bedste danske båd efter den første dags sejladser er 470-sejlerne Henriette Koch og Lene Sommer på den samlede 4. plads med 13 point efter en 9. og 4. plads.

Det er en placering bedre end 49eren med Peter Krüger og Nicolai Thorsell, der i sidste måned fravalgte det franske World Cup på grund af en hjemlig eksamen.

Nu er makkerparret tilbage i feltet med fuld fart, og indtager 5. pladsen efter placeringerne 5, 9 og 11. På 13. pladsen følger Niels Joakim Gormsen og Anders Thomsen, der blev noteret for 6, 10 og 28.

Dagens to Laser Radial-starter blev afviklet med sort flag, hvilket kostede en registreret tyvstart for både Maiken Schütt og Louise Christensen. Bedste dansker er Alberte Holm Lindberg på den samlede 12. plads med Anne-Marie Rindom fire placeringer efter.

Laser-drengene leverer herre-indsats

På Laser-banen var det tilfredse smil fundet frem hos træner Per Baagø over de to unge sejlere Mads Bendix og Thorbjørn Schierup, som indtager 19. og 26. pladsen efter den første dag.

”De leverer en mandfolke-præstation i dag. Vi sejler i vind fra 19 til 27 knob, og de får nogle kæmpe baner, der tager en time og ti minutter. Når man derudover tager i betragtning, at der er 120 både med i feltet, og drengene leverer noget af det bedste længe, så jeg har svært ved ikke at være tilfreds,” lyder det anerkendende fra træneren.

Onsdag kan sejlerne se frem til en mere rolig dag på vandet ud for regatta-centeret i Medemblik. Vejrmeldingen lyder nemlig på solskin og let vind.

Danske placeringer
470 damer

  1. Henriette Koch og Lene Sommer

    49er
  2. Peter Krüger Andersen og Nicolai Thorsell
  3. Niels Joachim Gormsen og Anders Thomsen
  4. Emil Toft Nielsen og Simon Toft Nielsen

    Finn
  5. Kaspar Andresen
  6. Bo Teglers

    Laser
  7. Mads Bendix
  8. Thorbjørn Schierup
  9. Stig Steinfurth
  10. Michael Hansen
  11. Andre Christiansen

    Laser Radial
  12. Alberte Holm Lindberg
  13. Anne-Marie Rindom
  14. Sarah Gunni
  15. Maiken Schutt
  16. Cathrine Sof Hall
  17. Louise Christensen
  18. Sofie Slotsgaard

    RS:X mænd
  19. Kim Braad Carlsen

    RS:X damer
  20. Lærke Buhl-Hansen