
Andendagen på Palma bugten bød på svære vindforhold, men det virkede umiddelbart ikke til at genere de danske sejlere synderligt.<br />
Særligt på 49er-banen er de danske besætninger stille og roligt ved at indtage en fremtrædende rolle i feltet. I dag markerede henholdsvis Peter Krüger/ Nicolai Thorsell og Jonas Warrer/ Søren Hansen sig stærkt i den lette og meget springende vind. Faktisk var det kun de italienske brødre Sibello, der kom bedre ud af dagens tre sejladser end de to danske både.
Italienerne vandt to sejladser og blev nr. 10 i den sidste. Samlet var det fire point bedre end Krüger og Thorsell, der vandt en enkelt sejlads og derudover blev nr. 5 og 9. Samlet var det et enkelt point færre end den forsvarende olympiske mester, Jonas Warrer, der sammen med Søren Hansen scorede serien 2-3-11.
Dagens resultater betyder, at italienerne nu fører stævnet, men med Krüger og Thorsell på 4. pladsen og Warrer og Hansen tæt efter som nummer 6.
Den stabile serie bekom Peter Krüger ganske vel. ”Det var den helt rigtige dag at lave en stabil serie på. Når man kigger på de andres resultater, så har rigtigt mange sejlet meget elevatorsejlads og lavet deres første fratrækker,” lød evalueringen af dagen.
Gode starter, manglende fart
Også 470-sejlerne Henriette Koch og Lene Sommer rykkede i dag tættere på de forreste både og op som nummer 6 i feltet med delplaceringerne 10 og 9.
Pigernes træner, Christian Rasmussen, roser dem for deres gode starter, og peger på Koch og Sommer som en af verdens hurtigste besætninger på læns og slør. ”Men de laver samtidig også nogle små taktiske fejl i løbet af dagen, og så er de bare ikke hurtige nok på kryds,” lyder den samlede vurdering fra Christian Rasmussen.
Det er en vurdering, som Henriette Koch er helt enig i. ”Vi har trænet en del starter, og de er blevet gode. Men vi har nogle fartproblemer. Farten er blevet bedre, end den har været før. Men der er nogen, der sejler hurtigere end os, som vi bare ikke kan komme foran. Og det er noget, vi skal arbejde med,” siger Henriette Koch.
Alberte bedst i Laser Radial
I Laser Radial har Alberte Holm Lindberg overtaget positionen som bedste dansker på 24. pladsen efter placeringerne 7 og 10 i dag. Maiken Schütt følger pointmæssigt kort efter på 28. pladsen.
I matchrace blev det i dag til tre nederlag til Team Meldgaard, således at holdet efter de 7 indledende matcher står tilbage med tre sejre og fire nederlag og en 5. plads i gruppen. Team Abrahamsen sluttede som sekser i sin gruppe efter to sejre og fem nederlag.
Følg med og se resultater på
http://www.sejlsport.dk/direkte