Palby Fyn Cup - nu med track mulighed


Ved årets Palby Fyn Cup kan deltagerne leje en Tracker. Foto: Per Heegaard

            Palby Marine tilbyder som noget nyt i år alle deltagere at kunne leje en tracker for 150 kr. til deres båd under Palby Fyn Cup, så familie, venner og andre interesserede får mulighed for af følge bådenes sejlads omkring Fyn på www.palbyfyncup.dk eller i Palbys telt på havnen i Bogense. <br />


Efterfølgende kan man efter sejladsen se og genopfriske sin egen og andres sejlads rundt om Fyn. Trackeren bestilles ved tilmeldingen, afhentes og betales i Palbys telt på havnen i Bogense, hvor den også efter endt sejlads skal afleveres.

Sikkerheden skal være i top
Stævneledelsen opfordrer til en opgradering af sikkerheden om bord under deltagelsen.

Der var et par uheldige situationer under sidste års sejlads, som har synliggjort vigtigheden af fokus på sikkerhed, se yderligere info på www.palby.dk.

Som minimum opfordres der til at have en bærbar VHF, nødblus, kraftig lygte, førstehjælpskasse, redningsveste, livliner, en form for kasteline og redningslys om bord desuden bør hvert besætningsmedlem have et knæklys eller 2 i lommen.

Under skippermødet trækkes der lod om:
Et Hitachi 18 V Akkusæt, en ny Volvo V50 Drive og en Renault Clio gratis udlånt i en uge, en 2-bladet Gori foldepropel og 2 sæt luksus hovedpuder fra ErgoPur.

Og masser andre præmier ...
Der vil igen i år være rigtig mange fine løbs- og gruppepræmier at sejle om, og efter endt sejlads kan alle der gennemfører sejladsen deltage i lodtrækningen om de dejlige præmier.

Med i Baltic Circuit
Palby Fyn Cup er i år som noget nyt blevet en del af Baltic Circuit, den europæiske off-shore serie. Se mere på www.baltic-irc.org

Masser af informationer
Der vil være et meldepunkt ved Svendborg Sund hvor bådenes passage meldes ind til bureauet, samt ved Fænø, Helnæs Fyr, Sprogø og Fyns Hoved, hvor sejlerne selv skal melde ind via sms, så bådenes beliggenhed løbende bliver registreret på hjemmesiden www.palbyfyncup.dk

Forplejningen i gode hænder
Bogense Sejlklub samarbejder igen med boldklubben B.G.I.F's støtteforening, som sikrer at forplejningen vil være i top for sejlerne, mens de er i Bogense. En af de store opgaver er fredag morgen inden starten på sejladsen, hvor der afholdes et kæmpe fælles GRATIS morgenbord med deltagelse af ca. 2000 sejlere, og ligeledes gratis suppe til alle, når bådene igen er kommet i mål.