
Som sejler er der ikke noget værre end at måtte returnere til land, imens alle konkurrenterne blæser derudaf. Denne skuffelse oplevede de danske pro-sejlere Rasmus Køstner og Jens Dolmer, da starten på RORC Caribbean 600 gik for en uge siden.<br />
”Fem minutter inden starten hører vi en høj lyd oppe fra masten,” beskriver Rasmus Køstner, der om bord på den 97 fods Genuine Risk styrede under starten.
Flået af masten
Inden startsekvensen havde besætningen opdaget nogle krakeleringer omkring svanehalsen der holder den hydrauliske kick på masten. Svanehalsen blev hurtigt forstærket med en midlertidig løsning.
”Presset på fittingen er for stor, og den bliver revet af masten med et brag, så pinden der holder kicken knækker. Skaderne er så omfattende, at vi ikke på vandet kan nå at lave en løsning der kan holde til 600 sømils halvvindssejlads,” forklarer Rasmus Køstner til Bådmagasinet.

<br />
Dolmer i gang med kulfiberarbejdet
Tilbage på land bliver det klart for besætningen, at det ødelagte beslag til kicken ikke er lige til at reparere. Det er ikke muligt at få fremstillet et nyt beslag og fløjet det ind til Antigua. I stedet går altmuligmanden Jens Dolmer i gang med reparationen.
”Jens har været i gang i tre-fire dage med reparationen. Først er området slebet helt ned og så er beslaget bygget på med ny kulfiber. Der er blevet arbejdet i døgndrift for at blive klar til næste kapsejlads,” fortæller Rasmus Køstner.
Nødsystem er klart
Inden holdet tager videre til St. Maarten mod nord skal reparationen testes.
”Vi skal blandt andet have justeret den release ventil der sidder på den hydrauliske kick så den udløser ved mindre belastninger. Den næste kapsejlads består af dagssejladser, så det er ikke så kritisk hvis noget går galt – vi kan stadig være med dagen efter. Men for en sikkerheds skyld har vi gjort et nødsystem klar,” forklarer Rasmus Køstner, der ud over at være startrorsmand står for taktikken om bord på Genuine Risk.
Holdet er nu på vej til St. Marten hvor kapsejladsen Heineken Regatta starter den 3. marts. Her stiller Genuine Risk op mod luksuscruisere, J-både, mens de mindste tæller flere Melges 24’ere.
Sejler med Stenbeck
Køstner og Dolmer er hentet til Caribien af svenskeren Hugo Stenbeck, hvis far startede det svenske America’s Cup hold Victory Challenge. Et hold sønnen senere overtog efter faderens for tidlige død. Til kapsejladserne i Caribien har Stenbeck lejet svingkølsbåden Genuine Risk.