Emil og Simon Toft har sendt Bådmagasinet følgende kommentar fra Australien, hvor de i går vandt bronze ved 49er VM:
Efter mange debatindlæg på de danske sejlsportsmedier, synes vi, at vi skylder sejler Danmark at forklare forløbet omkring den fejl Warrer/Hansen laver i en af de afgørende VM sejladser, og som tvinger os til at tage dem i protestlokalet.
Diskussion om sportsmanship
Som udgangspunkt mener vi, at det er vigtigt at pointere at vi inden VM tager en grundig diskussion vedrørende sportsmanship og hvordan vi skal agere overfor hinanden under en VM konkurrence der samtidig tæller i OL-kvalifikationen.
Her er alle sejlere og trænere enige i at der på vandet sejles efter reglerne, og alle parter er enige i at vi er hinandens konkurrenter til VM medaljer såvel som OL pladsen, således at interne protester i tilfælde af at man føler sig fejlet er i orden.
Flere indikatorer
Omkring den konkrete situation hvor protesten nedlægges er der følgende at sige:
Warrer/Hansen erkender at de vender indenfor 3-bådslænger cirklen, men mener ikke de tvinger os over bidevind kurs. Baseret på det videomateriale de selv har uploadet mener vi ikke der er tvivl om at det er tilfældet. Der er ikke nogen definition på bidevind kurs, men det juryen kigger efter er overordnet 2 forhold.
Som Warrer/Hansen siger, er forliget på forsejlet en indikator, men den faktor de ikke nævner er, hvordan kursen efter lufningen er i relation til VMG. I en bådklasse som 49er kan vi gå meget højt til vinden uden fokken blafrer, men til gengæld vil vi bevæge os meget langsomt igennem vinden. I 49er klassen hælder jurymedlemmer endvidere til ikke at bruge fokken som indikator på at man luffer, eftersom alene det at båden drejer, ændrer den relative vind, hvilket får fokken til at virke fyldt selvom man er langt over bidevind kurs.
Over bidevind kurs – afgørende video
Jonas siger selv til protesthøringen at han luffer over bidevind kurs for at runde mærket, og eftersom vi udvendigt overlapper må vi givetvis også være over bidevind kurs. Uenig Jonas?
For at give en anden vinkel uploader vi det bevismateriale som vi anvendte under protesten og som juryen fandt at være "conclusive" og dermed afgørende for udfaldet. (se videoen længere nede, red.)
Fra vores perspektiv sejler vi styrbord bidevind kurs ind til mærket på layline. Warrer/Hansen vender ca. 2 bådslængder fra mærket. Umiddelbart efter de har fuldført vendingen er vi klar agter, men med mere fart end Warrer/Hansen, og for at undgå kollision må vi skære op og gå højere kurs end VMG hvilket bremser os meget op. Under dette etablerer vi udvendigt overlap på Warrer/Hansen. Eftersom de er vendt en smule under layline er det nødsaget til at pumpe båden rundt om mærket. I forbindelse med dette luffer de op, og for at undgå kollision er vi nødt til at følge dem. Netop i det moment tvinges vi over bidevind, og bliver derfor fejlet.
"Ekstremt tynd situation"
Warrer/Hansen mener tilsyneladende at der er tale om en "ekstremt tynd situation" eftersom tabet i distance på at luffe op er meget lille. I denne forbindelse håber vi meget på at få støtte fra andre dygtige kapsejlere når vi mener at tabet på at blive fejlet ikke kun er den distance man taber på at undgå kollision. I dette tilfælde er der tale om et opkryds hvor der var stor fordel til venstre, og således mange meter at tjene på at slå helt ude på bagbord layline.
De meter man kan tjene på dette skal opvejes imod den risiko der er for at man ikke kan få plads til at vende tæt rundt om topmærket. Den chancebetonede sejlstil som Warrer/Hansen i dette tilfælde vælger giver i mange sammenhænge afkast, hvis det lykkedes for dem at få plads.
Den tilknyttede tailrisk er at man må snurre eller gå bag om mange både hvis der ikke er plads. I dette tilfælde var der ikke plads, det har vi juryens ord på og flere videoer der viser. Eftersom Warrer/Hansen ikke retter deres fejl på vandet tvinger de os til at tage den i protestlokalet.
Ingen hyggesejlads
Det er blevet en lang kommentar, men for os er det nødvendigt at fremlægge sandheden.
Før vi slipper debatten løs håber vi at sejlerfolket husker på at der ikke er tale om hyggesejlads hjemme i klubben for amatører der bare nyder timerne på vandet.
Warrer/Hansen er 100% fuldtidsprofessionelle sejlere der kender gamet. Derfor er det selvfølgelig også skuffende at de fremstiller os som værende fjenden der har nedlagt en protest, når de i stedet bør kigge indad og finde fjenderne i dem selv når de ikke tager en strafrunde når de fejler en konkurrent på vandet.
Simon og Emil
Læs Warrer/Hansens kommentar på situationen og se deres video her.