Jonas Warrer: Deprimerende dag

Dagens tre 49er-sejladser ved ISAF VM i Perth var præget af ustabil vind og elevatorsejlads i den store stil.

"Vi fik to sejladser i total kukeluk-vind," beskriver en ærgerlig Jonas Warrer. "Især i den anden var det fuldstændig lotteri med 50 graders vindskift og ekstreme trykforskelle."

Barske formiddagssejladser
De to sejladser gav Jonas Warrer og Søren Hansen en 23. og 24. plads, hvoraf den sidste nu tæller som fratrækker for besætningen der startede ud med at føre VM på førstedagen.

"Det var nogle barske formiddagssejladser for os, og først i dagens sidste sejlads, hvor søbrisen slår igennem går det bedre. Vi får en god start med frit spor og runder 5'er ved topmærket. Vi mangler dog lidt fart og mister flere båden resten af sejladsen," forklarer Jonas Warrer, der trods alt kunne glæde sig lidt om en nogenlunde placering på 10. pladsen i guldfeltet.

Samlet sendte dagens resultater Jonas Warrer og Søren Hansen ned på den samlede 9. plads.

Ikke op til os længere
Om de videre muligheder under VM, hvor der resterer tre sejladser inden søndagens Medal Race, siger Jonas Warrer til Bådmagasinet: "Det er ikke helt op til os længere, men vi kan stadig nå at lave et godkendt resultat. Der er mange der i dag havde op og nedture, så meget kan ske endnu."

Brdr. Toft ned som 3'er
På førstepladsen fører britiske Pink/Peacock an med 61 point. For Emil og Simon Toft, der startede dagen ud som 2'er, blev det til en sejr i første sejlads og herefter en 13. og 17. plads. Det sendte brødrene ned på den samlede 3. plads med 70 point.

Allan Nørregaard og Peter Lang sejlede også en dansk sejr i hus i dag og holdt sig i top 10 lige foran Warrer/Hansen.

Samme udsigt til lørdag
Jonas Warrer fortæller, at vejrudsigten for lørdag starter med meget let vind indtil søbrisen slår igennem, så endnu engang må sejlerne se langt efter den blæsende Fremantle Doctor.

Tre sejladser er planlagt lørdag inden der søndag sejles Medal Race.

Se 49er-resultaterne på perth2011.com

Se mere til de danske 49ere i ISAF's video fra VM - 3:45 min. inde: