Michael Hestbæk og Claus Olesen har startet deres OL-kampagne i Starbåden i 11. time. De er oppe med mange ekstremt velsejlende tophold ved VM i Perth og har indtil nu sejlet en stabil serie med placeringer midt i feltet.
I dag havde danskerne inden starten på anden sejlads både uheld, men også heldet med sig. Det ene undervant faldt ned – heldigvis under en vending så det lykkedes Hestbæk og Olesen at holde masten stående i ét stykke.
En tur i havn for at få vantet sat på igen kostede deltagelse i dagens anden sejlads, således de faldt lidt tilbage i den samlede stilling til 26. pladsen.
Missede nationspladsen i matchrace
I matchrace for kvinder måtte Lotte Meldgaard, Susanne Boidin og Tina Gramkov se sig slået ud af opsamlingsrunden efter seks sejre i 15 matcher. Det var to sejre for lidt i forhold til olympisk kvalifikation. Derfor var det de portugisiske piger, der kunne hoppe i Perths inderhavn som den sidste af de otte besætninger, der nu er klar til OL 2012.
Topresultat af Thorbjørn
På Laserbanen fik Thorbjørn Schierup i dag et gevaldigt løft, da han i den første af to sejladser var den femte båd til at krydse målstregen. Den unge dansker er dermed godt på vej til at sejle endnu en OL-nationsplads hjem til Danmark. Han indtager for øjeblikket positionen som 21. nation, hvor 35 kvalificerer sig til OL 2012 ved dette VM.
Internationale højdepunkter fra dagens VM-sejladser kan ses klokken 22:15 på TV2 Sport.
ISAF VM 2011, danske placeringer
Star
26. Michael Hestbæk og Claus Olesen
49er
1. Peter Krüger og Nicolai Thorsell
3. Jonas Warrer og Søren Hansen
10. Emil og Simon Toft
12. Allan Nørregaard og Peter Lang
37. Jonathan Bay og Christoffer Thorsell
40. Niels Joakim Gormsen og Anders Thomsen
470 damer
21. Henriette Koch og Lene Sommer
Laser
42. Thorbjørn Schierup
79. Mads Bendix
RS:X herrer
74. Lars C. Pedersen
Følg det danske sejlerlandshold med løbende opdateringer på sejlsport.dk/direkte.