Det blev en af den slags finaler, hvor der var næsten alt at vinde for danske Jonas Høgh-Christensen og egentlig ikke det store at sætte til.
OL-nationspladsen var allerede i hus og med lørdagens diskvalifikation af den britiske superstjerne Ben Ainslie, var VM-bronzen pludselig kommet indenfor 13 points rækkevidde, mens fjerdepladsen meget vel kunne trues af både den spanske og franske sejler.
For Jonas Høgh var det mest oplagte valg at gå efter medaljen, mere end at sejle for at sikre den første plads lige udenfor podiet.
Og finalen fik da også den bedst mulige start set gennem meget rød-hvide briller. Bronzekandidaten Ed Wright fra England tyvstartede nemlig og måtte tilbage over startlinjen, og var derfor sidst allerede efter få minutters sejlads.
Britisk tyvstart tændte dansk håb
Men lige meget hjalp det. Englænderen har nemlig vist stor stabilitet ved dette VM, og kun to af hans hidtidige ti sejladser har resulteret i placeringer dårligere end nummer otte. Han fik mod slutningen af sejladsen kæmpet sig tilbage midt i feltet og var femte båd over målstregen.
"Jeg ved ikke om jeg havde forventet en fjerdeplads, men jeg følte, at chancerne var der for at tage en medalje," lød det fra Jonas Høgh-Christensen. "Jeg har hele tiden sagt, at kan man komme i top ti i det her felt, kan man også tage medalje og det er i dag meget godt bevis på," lød det videre.
Med tanke på at der var to briter foran Høgh i den samlede stilling, var det nærliggende at spørge om, hvor meget mere der skal til, før drømmen om en OL-medalje kan indfries.
"Jeg synes ikke, der skal meget mere til, end hvad vi allerede gør nu. Jeg træner hårdt og har nu været tilbage i to måneder som fuldtidsprofessionel. Jeg kæmper alt, hvad jeg kan med at komme i bedre form, og også det går den rigtige vej. Jeg vil ikke love, at jeg er medaljekandidat til OL. Men jeg vil gerne love, at jeg gør mit bedste for at blive det," lyder det fra danskeren.
Stadigt åbent i matchrace
På matchrace-banen blev der søndag sejlet yderligere fem sejladser i opsamlingsrunden, hvor det blev til to sejre og tre nederlag til Lotte Meldgaard, Susanne Boidin og Tina Gramkov. Danskerne er nu noteret for fire sejre i ni matcher med seks sejladser endnu. Stillingen i opsamlingsrunden er fortsat meget åben, da flere besætninger er begyndt at slå hinanden på kryds og tværs.
Starbåden i søen
Søndag indledte den danske Starbåd med Michael Hestbæk og Claus Olesen så deres første VM sammen. Det skete med en 17. og 35. plads, hvilket gør dem til 27. bedste besætning efter deres VM's første dag.
I dag overtager 49erne, 470-damerne, de mandlige windsurfere og Laser-sejlerne VM-banerne.