Efter målgang i dagens første Finnjolle-sejlads sejlede Ben Ainslie direkte hen til en tv-båd der dækkede sejladserne. Sejleren, der har ikke mindre end 3 OL-guldmedaljer og 10 VM-titler på samvittigheden, mente at tv-båden havde favoriseret den nærmeste konkurrent med sin hækbølge. Ainslie endte med at tabe sejladsen til hollændren Postma og trods en imponerende serie under VM med kun 19 point over 10 sejladser var briten tosset på tv-bådens besætning.
"Ainslie hoppede fra sin jolle over i tv-båden. Om bord på båden griber han fat i bådførreren og efterfølgende kameramanden inden han hopper i vandet og svømmer efter sin jolle," fortæller Mick Anderson om episoden han så fra vandet. Mick var den eneste fotograft der fangede hændelsen med sit kamera - Micks billeder kan ses via linket her. (eksternt link til Dailymail.com, red.)
I den efterfølgende sejlads blev Ben Ainslie noteret for en tyvstart og diskvalificeret. Det er endnu ikke sikkert hvad episoden om bord på tv-båden kommer til at betyde for Ben Ainslie.
Høgh ikke imponeret
Danske Jonas Høgh-Christensen krydsede målstregen lige efter som nummer fire, men så ikke selv episoden. "Ud fra hvad jeg har hørt, så hører den slags slet ikke hjemme i sportens verden. Det sætter sejlsporten i et utroligt dårligt lys, og er et rigtigt skidt eksempel for unge sejlere," lyder kommentaren fra den danske sejler på sejlsport.dk.
Jonas Høgh fik selv en god dag på vandet med en 4. og 3. plads der bringer ham op på en samlet 5. plads inden den afgørende finalesejlads søndag. Danskeren har fortsat pointmæssigt mulighed for at vinde en medalje, da pointene i finalesejladsen tæller dobbelt.
Og skulle Ben Ainslie gå hen og blive udelukket af VM efter dagens hændelse kan alt ske.
OPDATERET
Efter en protesthøring er Ben Ainslie ifølge det engelske sejlerlandshold blevet disket for begge dagens sejladser - med diskvalifikationer der ikke kan trækkes fra. Dermed er den tidligere Finnjolle verdensmester ude af medaljestriden i søndagens finalesejlads med top 10 - Ainslie vil heller ikke være at finde i finalesejladsen da han med diskvalifikationerne rykker ned på 11. pladsen.
Med den nye resultatliste har Jonas Høgh nu kun 13 point op til en bronzemedalje og som tidligere skrevet kan alt ske i finalesejladsen med dobbeltpoint.