Efter flere års forberedelser er hele organisationen bag VM i Aarhus nu klar til at åbne bådparkerne og Race Office.
Det sker i dag torsdag, og i løbet af de kommende dage og uger vil mange sejlere komme til Aarhus for at få styr på de sidste forberedelser inden VM. Nogle sejlere er allerede i området, og kommer sejlende fra bl.a. Marselisborg og Egå, mens andre tager turen fra lufthavnen eller via motorvejen.
I alt ankommer 1400 sejlere fra op mod 90 nationer. 300 laserjoller står allerede klar på Aarhus Ø til sejlere fra laserklasserne. Alle andre sejlere medbringer egen båd. Det vil sige, at der i disse dage fragtes både og udstyr til Aarhus fra hele verden. Containere og trailere ankommer med op mod 1200 joller, trænerbåde og surfboards fra lande så langt væk, som Australien, Japan og Brasilien. Lægger man bådene op i forlængelse af hinanden, svarer det til en strækning fra Aarhus Ø til Vejle C.
Hele ni bane-områder
Og fra i dag er det for første gang også muligt for deltagerne at træne på de ni VM-baner i Aarhus Bugten. Det giver sejlerne vigtig viden om bølgerne, vinden og strømforholdene på de forskellige baner. Derudover går deres forberedelser ud på at lære at finde rundt i området og få styr på det praktiske, samt at tage nogle hviledage inden VM.
Hele ni bane-områder vil der blive sejlet på, når VM går i gang om 14 dage. Det skal blive ganske interessant og se om Molslinjen skaber for store udfordringer for sejlere og arrangører - vi håber det ikke!
Specialbyggede ramper
Bådparkerne er indrettet med skiltning, så det er nemt for de enkelte sejlere at se, hvor de må sætte deres udstyr. Derudover er området indrettet med broer, benzinstation og specialbyggede ramper. De 3 bådparker er hegnet ind og der er overvågning døgnet rundt.
300 nye Laserjoller
300 nye Laser-joller, som står klar i bådpark 3. Det er nemlig sådan, at Laser-klasserne får stillet joller til rådighed for at undgå konkurrencefordele, mens alle andre klasser bringer sine egne både med til Aarhus.
Det er den internationale klasseorganisation for Lasersejlere, der indkøber og stiller Laser-jollerne til rådighed for sejlere ved VM.
Alt om VM i Aarhus på websitet her