Starten på etapen fra Assens til Gedser medførte flere havarier og nogle skader på bådene.
Øjvind Bordal, Bådmagasinets faste journalist i Miss X, en Seascape 27, brækkede masten lige før starten. Sven Møller, også i Seascape 27, gik på grund og knækkede roret, og Jan B. Hansen i Dansail 45, Susanne, sprængte et bakstag.
Alle både er nu i havn i Gedser.
For Øjvind Bordal stoppede sejladsen Quantum Danmark Rundt Singlehand få meter fra havnehullet i Assens. I havn havde Øjvind sat tredje reb i storen på sin Seascape 27, Miss X, og på vej ud af havnen så han, at bommen ikke kunne svinge rigtigt.
– Der var ikke noget at se, måske et andet reb, der sad i vejen, fortæller han, og fortsætter – så gav det et smæld som et pistolskud, men masten kom ikke ned. Jeg kiggede ved bombeslaget, og kunne se at masten var knækket. Jeg fik hevet sejlet ned, og lavede heldigvis ikke nogen skader på resten af båden.
Teorien er at der måske har været en individuel byggefejl i masten, og Øjvind har været i kontakt med fabrikken. Han er ked af det og ærgerlig, for nu er løbet slut for hans vedkommende.
Grundstødninger
Sven Møller, også i Seascape 27, Vera, måtte også udgå tæt på havnen, men det var havnen i Gedser.
Der var en del vand i båden, så elektronikken var druknet, og Sven gik på grund lidt uden for havnehullet. Ifølge Helle Jespersen, der er på havnen i Gedser, har Sven minimum pumpet over 100 liter vand ud af båden. Hans bror, Jan Møller sejlede ud for at hjælpe, men fik spilerskøderne i skruen og gik også på grund. Jan hoppede i vandet for at få tovværket ud af skruen, og det satte gang i en masse aktivitet.
På land kan Brian Bennetsen, leder af Kystredningstjenestens redningsstation, se Jan hoppe i vandet uden vest, og det gør dem urolige, da der er stærk strøm. Jan havde dog husket at få sikkerhedslinen på, men måtte slæbes i havn af Kystredningstjenesten med knækket rorpind. Derefter blev det Svens tur til at blive slæbt i havn, men det ene ror var brækket, og dermed er begge Seascape 27 udgået af sejladsen.
Der var to brødre, der var glade for at se hinanden igen i havn! Sven med over 100 ltr vand om bord, ingen strøm og en grundstødning, og Jan med brækket rorpind, spilerskøder i propellen og måtte en tur i vandet! Foto: Helle Jespersen
Sprængt bakstag og ingen kaffe
Jan B. Møller sprængte det ene bakstag, men fik nødrigget sin Dansail 45, Susanne. Ca. Kl. 2.30 i nat talte vi med Jan, og han lød meget afslappet og skulle til at have kaffe og marcipanbrød!
- Jeg overvejede et reb, men det går fint, jeg går næsten 10 knob i ca. 12 m/sek, fortalte han.
Erik Venøbos autopilot stod af tæt ved Ærø, og det var han ked af, da Lipstick er meget levende og man kan ikke slippe rorpinden. Det betød også intet skift af forsejl, da han ikke tør gå på dæk uden autopiloten. – Altså ingen kaffe de næste mange mil, lød det tørt fra Venøbo.
Jens Als kom i havn med røde, hævede hænder, og brækkede briller. Han har et par solbriller med styrke, som han bruger i nødstilfælde, så vi håber han fortsætter sejladsen.
De øvrige har haft en dejlig sejlads fra Assens til Gedser.
Jan Bach Nielsen i sin HR 37, Ronkedor fortæller at det var en barsk start, med høje bølger.
– Det er bare total forløsning at ligge herude nu, det er stjerneklart og ingen regn, fortalte Jan Bach til Bådmagasinet i nat
Kim Basland i sin Olsen 37, La femme, fortalte, at ved to-tiden i nat var det bare var herligt at ligge derude. Det første stræk, indtil revet syd for Assens var lidt barsk, men Kim nød nattesejladsen med stjerner, omend han klagede over, at det var lidt koldt.
For Tage Danielsen i Triton gik det strygende og stærkt. Han frøs også, men nød turen.
Engang i nat kom der et distresscall fra en tysk sejler, men løbsledelsen kunne konstatere, at det ikke var et af feltets tyske deltagere. Vi håber det gik godt for den pågældende sejler.
Volkmar Hausberg i Grand Solieil 43 BC, Lavinia, satte kursen mod Kiel i løbet af natten, og udgik. Han skulle til familie-begivenhed, og det var vigtigt. Han lover, at vi ser ham til Silverrudder i september.
Feltets anden tysker Morten Bogacki i Mini pogo 2, Mojo, nød sejladsen og var glad for at lænse derudad.
Senere i dag forlader de første både Gedser med kurs mod enten Nexø på Bornholm eller Skovshoved.
Løbsledseln besluttede i går, at de både der var bange for ikke at kunne nå i mål til tiden må klippe Bornholm af. De vil stadig blive betragtet som at de har fuldført kapsejladsen.
Der kommer løbende nyheder på Singlehand sejlernes facebook, eller du læse mere på sejladsens webside her.
Masten på den SeaScape 27 som Øyvind Bordal sejlede brækkede lige ved det beslag der holder 'føderen' til storsejlet, måske en konstruktionsfejl? Foto: Øyvind Bordal
Jens Als med hele sit assisterende shorecrew nyder en velfortjent morgenkaffe og nybagt brød!
Dejlig tur, siger Jens Als, trods ømme og slidte fingre og knækkede briller!
Foto: Helle Jespersen
Vinden stod lige ind på hækken, da bådene skulle ud af Assens Havn. Ikke helt let at komme ud hverken for Thomas Braa Andersen i sin Grand Soleil 37 eller for Erik Venøbo i ¾ tonneren Lispstick.
Foto: Katrine Bertelsen