Årets Columbus 2-Star serie sluttede lørdag. Serien, som er et samarbejde mellem fire klubber - Middelfart, Fredericia, Skærbæk og Strib, er en serie af sejladser lokalt i Lillebælt og omegn, hvor det sociale er i højsæde med fælles morgenmad og mole øl/mad bagefter.
Flere med
Alle har været velkommen, og i år var der flere turbåde med - uden målebrev i et løb for sig, lige som der også var oprettet et løb for flerskrogs-bådene, alt sammen med til at der faktisk var en del familie-besætninger med.
Der er, som tidligere nævnt, blevet sejlet fire forskellige sejladser med én fratrækker.
Lidt af hvert
Som første og sidste i serien, blev der gennemført to spændende sejladser fra Fredericia, rundt i det strømfyldte farvand ved tragten med målgang i Strib, hvor den sidste og afgørende sejlads blev en langtrukken affære med let vind og store vindhuller.
Som tredje version i serien, blev der gennemført en længere distancesejlads på 32 sømil fra Middelfart rundt om Bågø og Brandsø med målgang i Middelfart igen.
Fjerde og sidste type sejlads i serien bød på en lumsk blæsende aftens/nat-stjerne-sejlads ud for Skærbæk - midt i Lillebælt, hvor der blev sejlet om fem mærker, hvor bådene efter hver mærkerunding, skulle tilbage til Skærbæk, inden næste bøje skulle rundes. Første start gik kl. 20.00 - og de sidste både var i mål kl. 23:30. Her blev sanserne virkeligt udfordret, i den mørke blæsende og til tider lidt regnfulde nat, men den efterfølgende varme suppe skabte hyggen i sejlklubben.
Og vinderne er...
I alt deltog 32 meget forskellige både i den samlede serie, som blev vundet af ”Team BANZAII”, Steen Madsen og Bo Frederiksen i en ultra let sejlmaskine FE 28R, foran en Scankap 99, ”Hvidunderet” med Karsten og Emil Svenningsen om bord, hvor kun to point skilte dem, efterfulgt af Ylva ”Orkanen” på en tredjeplads, alle fra Middelfart Sejlklub.
Tjek resultaterne på www.2starcup.dk