Det blev aflyst i sidste øjeblik, og efterfølgende afviklet i Valencia. Restriktionerne var for stikse i Danmark - mens det stadig kunne lade sig gøre at gennemføre VM i Spanien.
Nu tildeler den internationale 29er-klasse Smilets By - som et plaster på såret, at blive vært for 29er VM i 2024.
Zhik 29er World Championship gennemføres på et endnu ikke fastlagt tidspunkt i 2024, men Sailing Aarhus, Sport Event Denmark og Aarhus Kommune ser frem til at tage revanche for det corona-flyttede 29er VM i 2021, fortæller Sailing Aarhus-direktør Jon Koch Hansen.
Sailing Aarhus og International 29er Class Association måtte tidligere på året flytte 29er VM i Aarhus på grund af omfattende restriktioner, der gjorde det umuligt at gennemføre det ellers imødesete stævne på en acceptabel måde. Nu kan det danske 29er-miljø så alligevel se frem til et stort mesterskab på hjemmebane.
Aarhus er nemlig udpeget som værtsby for Zhik 29er Class World Championship i 2024. Det glæder Sailing Aarhus-direktør Jon Koch Hansen:
– Vi var skuffede over ikke at få lov at gennemføre det planlagte 29er VM i sommers på grund af de vidtgående restriktioner. Nu er vi enormt glade for, at vi er blevet enige med den internationale klasse om at udsætte mesterskabet til 2024. Vi glæder os til at give 29erne et fantastisk stævne om tre år og glæder os over, at vi nu har sikret minimum ét stort, internationalt event i hvert af de kommende tre år, fortæller Jon Koch Hansen med reference til 49er, 49erFX og Nacra 17 EM i 2022 og et Ocean Race Stopover i Aarhus i 2023.
Over 400 sejlere
Ud over VM i Aarhus i 2024 ligger det fast, at VM i 2023 finder sted i engelske Weymouth, oplyser den internationale 29er-klasse via deres hjemmeside. Selvom der er tale om et udsat mesterskab, er det glædeligt, at Aarhus bliver ved med at tiltrække store sejlsportsevents, mener Sport Event Denmark.
– Vi kan vist alle blive enige om, at Aarhus er sejlernes by. Senest med SailGP og det kommende 49er, 49erFX og Nacra 17 EM næste år. Vi kan nu også se frem til 29er VM i 2024, lyder det fra Lars Lundov, direktør i Sport Event Denmark.
– For Aarhus som eventby er det også super, at eventen ikke blev aflyst, men blot udsat til 2024. For det er en fin event for Aarhus med over 400 sejlere fra mere end 25 nationer. Med trænere, officials og ledsagende familier tror jeg, at vi kommer tæt på de 1.000 deltagere, og oveni kommer så det publikum, som et ungdoms-VM kan samle, supplerer Jørn Sønderkjær Christensen, Eventchef i Aarhus Kommune.