DH-DM: Imponerende jubilæum blandt deltagerne

Når dette års DH-DM løber af stablen i september finder du en erfaren genganger - ENGEL Sailing Team. Til DH-DM i 2019 blev de nr. fem i gruppe B og teamet vandt distancesejladsen rundt om Endelave.

I år har de tre af de fire ejere Morten Leth-Jessen, Torben Hass og Peter Habekost et imponerende 50 års jubilæum. Herrerne har sejlet sammen hvert år i 50 år og primært kapsejlads, fortæller skipper Morten Leth-Jessen. Og det tegner til, at de går efter diamant-brylluppet kan man fornemme på sejlerglæden.

”Vi sejler faktisk kun for at have det sjovt og nå ja - for at vinde selvfølgelig.” siger en glad skipper Morten Leth-Jessen med et glimt i øjet.

ENGEL Sailing Team sejler en let Matcher 31 på kun 2550 kg. Båden er designet i 1993 af Tage Jensen og bygget samme år. De fire ejere har haft båden siden år 2000, og har gennem årene ivrigt optimeret på båd, mast og sejl for at få båden til at præstere bedste muligt. Teamet har flere forskellige sejl-setup til båden og til DH-DM i 2019 stillede de til start med 123 m2 genakker, genua på 70 m2 og storsejl på 37 m2. Teamet fandt dog hurtigt ud af, at det ikke passede godt til op og ned baner, men de havde til gengæld en fordel på distancen rundt om Endelave i den lette vind.

Udviklingen stopper aldrig
I år har teamet i samarbejde med One Sails udviklet en ny fok, som gerne skulle give dem et løft på kryds og rent målermæssigt hjælpe dem 22 sekunder per sømil.

”Vi har set tilbage på resultaterne fra DH-DM 2019 og evalueret, at vi kunne forbedre vores chancer med et andet sejl-setup. Udviklingen stopper aldrig, hverken når det gælder sejldug eller sejldesign, og vi har fået den nye fok designet i samarbejde med One Sails, så den kommer til at passe til vores sejlstil og farvandsforholdene.” udtaler skipper og medejer Morten Leth-Jessen, og fortsætter ”Vi leger også med tanken om at designe et nyt storsejl med squaretop, men det bliver måske til næste år.”

Teamets plan er at måle ind til DH-DM med spiler, fok, storsejl og code zero. Sidstnævnte er en krydsning mellem genuaen og en asymmetrisk spiler. Holdet er meget spændte på, hvilken gruppe de ender i til DH-DM i september, da det kan gå begge veje i forhold til den mindste eller midterste gruppe målmæssigt.

Forhåbninger omkring DH-DM
I forhold til vejrforholdene håber teamet på en vind mellem 0 m/s og vacum, da Matcheren sejler ekstremt godt i let luft. Båden er let, har stort sejlareal og Morten Leth-Jessen fortæller, at de har mulighed for sejle den fladbundede båd med krængning, hvormed den får meget mindre våd overflade og vandmodstand. Deres seriøse ønske er vindforhold i den lettere ende af middelvindskategorien, da det passer dem bedst efter DH-reglen.

”Matcheren bliver straffet vildt hårdt i let luft målmæssigt.” forklarer Morten Leth-Jessen og fortsætter: ”Derfor vil 3-5 m/s være vores drømmescenarie, selvom det er et snævert vindue at arbejde med. Heldigvis har vi ofte prøvet at kunne sejle fra 35-36 fods både i hård vind, så værre er det ikke.”

Ivrige kapsejlere
Om onsdagen sejler de syv besætningsmedlemmer på ENGEL Sailing Team i Kolding, hvor områdets fællessejlads afvikles, og det på trods af, at tre af ejerne bor på fyn.

”Kolding er stedet indenfor en overskuelig rækkevidde, hvor der er mest konkurrence - og netop konkurrencen er det fede ved DH-DM. Til DM får vi udvidet horisonten, når sejlere fra hele landet stiller stil start efter DH-reglen. Og så kan vi pludselig se om vores niveau holder til medaljer” slutter Morten Leth-Jessen.

ENGEL Sailing Team:
Skipper og medejer, Morten Leth-Jessen, Kolding Bådelaug

Gast og medejer, Kim Fredslund, Kolding Bådelaug

Gast og medejer, Torben Hass, Kolding Bådelaug

Gast og medejer, Peter Habekost, Kolding Bådelaug

Gast, Leon Nyborg, Bogense Sejlklub

Gast, Jørgen Larsen, Kolding Sejlklub

Gast, Morten Nissen, Kolding Sejlklub

Link til teamets FB-side







★ Artikel

★ Lamineret cockpitarm og timevis af lakering

★ Interview & Portræt

★ Portræt: Ny kaptajn ved roret i Dansk Sejlunion - Anders...

★ Test af motorbåd

★ Test: Bayliner V20 - Sjov og rummelig

★ Artikel

★ Vendée Globe: Nedtælling til verdens hårdeste...

★ Artikel

★ Rita IV: En konge værdig

★ Test af motorbåd

★ Test: Delphia 10 Sedan - Slowboat til gode oplevelser

★ Interview & Portræt

★ America's Cup: Dansk civilingeniør stadig en af de mest...





Udvalgte artikler *


Produktnyt

Hvis der er noget vi glæder os til...

USA: GM ind på markedet for e-motorer

Der er en ny kat i byen