Du kan sagtens nå at komme med rundt om Fyn i år, idet Classic Fyn Rundt fra Kerteminde sejles som planlagt den 4.-6. juni.
Stævneleder Hans Jørgen Ellekilde fortæller til Bådmagasinet, at ikke alt bliver helt som det plejer, idet der ikke bliver noget skippermøde, den traditionsrige morgenmad for alle deltagere gennemføres ikke, og der bliver heller ikke suppe-spisning efter målgangen.
Kort sagt ingen sociale begivenheder, men turen rundt om Fyn er den samme som altid, og det er trods alt det som sejlerne kommer for at opleve.
Der er pt. i alt 93 tilmeldte både, som fordeler sig med 43 DH-både, 22 DH-doublehanded, 2 ORC både, 5 Folkebåde og 20 tursejlere.
Herudover er der mulighed for at sejle Fyn Rundt singlehanded, hvis man vil træne til f.eks. Silverrudder sejladsen senere på året.
Felterne bliver startet med 1 times mellemrum, og man må ikke gå ud af havnen før den tidligere start er skudt. DH-bådene bliver delt, så der max. er 100 personer i bådene ved en start, og pt. er der 2 DH starter og antal starter forøges ved flere tilmeldte både.
Med 1 time mellem starterne sikres, at der på intet tidspunkt er samlet mere end 100 deltagere i overensstemmelse med reglerne for forsamlingsforbuddet.
Der er stadig plads til mange flere deltagende både og sejlere, inden man når loftet på 500 sejlere, som fortsat er gældende, når man læser Dansk Sejlunions retningslinjer for afvikling af kapsejlads og Corona restriktionerne.
Du finder Notice of Race, generel information samt tilmeldingssiden HER