I Lynæs Sejl- og Kajakklub har nogle ildsjæle taget initiativ til Butterfly Cup - samme weekend, som Palby Fyn Cup skulle have været afviklet.
Banen er 124 sm, med start ud for Hundested og går rundt om Hesselø og Samsø, med respekt på storskibsruten i Samsø Bælt. Starten går d. 28. maj kl. 12:00.
Maks antal deltager
Det har været vigtigt, at sejladsen er Coronavenlig, derfor er der et maks. på 75 personer. Skippermøde foregår på Facebook, start og måltagning er på tro og love indberetning, og der er ingen forsamling på land.
Der er oprettet en åben facebookgruppe, klik på Butterfly Cup, for flere detaljer og tilmelding.
'Jeg tror at sejlerne havde set ekstra meget frem til Palby Fyn Cup i år, men er igen blevet skuffet' udtaler Torben Herslund fra initiativgruppen, og fortsætter 'vi i initiativgruppen har dog stor respekt for Palby Fyn Cups beslutning om aflysning'.
Torben Herslund forsætter, 'vi vil så gerne ud at sejle race, vi havde taget fri, og hvad skulle ellers hindre os i at komme på vandet, med respekt for de gældende restriktioner. Med dette tankesæt, gik et par hoveder i gang med at tænke muligheder, og inden aften var omme, var sejladsen stort set planlagt...'
Hvor der er vilje, er der en vej. Vi håber flere vil følge med os rundt i Butterflyen, og ønsker du yderligere info, kan du kontakte Torben Herslund Denne e-mail adresse bliver beskyttet mod spambots. Du skal have JavaScript aktiveret for at vise den., eller mobil 30 79 09 56
Der sejles med start mellem Hundested og Rørvig, så sejles der nord om Hesselø - via Sjællands Odde syd om Samsø - og hjem igen. Butterfly Cup har set dagens lys.