29'er: Hele 26 besætninger dyster om lokale VM-billetter - se galleri

Sommerens 29er VM i Aarhus kan blive med rangliste-udtagelse og begrænset felt. Aarhus Sejlklub er vært ved den danske kvalifikation, hvor 26 besætninger over to weekender dyster om pladserne. Selvom konkurrencen er hård og seriøs, skal der også være plads til det sociale – selv i en coronatid.

Når 29er VM sejles i juli-august, kan det blive med et begrænset felt. Af fare for coronabegrænsninger har 29er-klassen således bedt de nationale forbund om hver især at oprette en rangliste, så de bedste besætninger fra hver nation får adgang til VM-stævnet, hvis - vel og mærke Danmark er underlagt et forsamlingsloft til den tid.

Derfor stod Aarhus Sejlklub i weekenden for den første af to kvalifikationsafdelinger, hvor 26 besætninger både lørdag og søndag dystede om de bedst mulige placeringer på den danske rangliste. En af dem er 15-årige Frederik Fogde og Anna Graversen fra Aarhus Sejlklub. De er relativt nye i 29er-sammenhæng, men drømmer alligevel om en plads ved VM.

- Det er faktisk vores første 29er-stævne. Vi startede sammen i 29eren i efteråret, så det hele er meget nyt for os. Det er noget helt andet end optimistjollen, som vi begge kommer fra. Alle rutiner skal laves om, og man starter nærmest helt forfra igen, fortæller Frederik og Anna, der tilføjer, at de mest af alt er med for at lære.

- Vi tager det som et træningsstævne med gode træningskammerater. Vi skal opbygge nye rutiner og udvikle os som sejlere, men et VM på hjemmebane er virkelig stort, så det giver da lidt ekstra motivation, forklarer de.

12 danske VM-pladser på spil
Danmark er som vært ved VM i første omgang tildelt 12 pladser, som skal fordeles mellem mix-besætninger, U17, køn og wildcard. 29er VM er altid åbent for alle og en stor succes med langt over 200 både, men som så mange andre skal sejlsporten også tilpasse sig en ny virkelighed med risiko for begrænsninger.

- Vi har opdelt de 26 både i to fleets med stor afstand til hinanden, som reglerne foreskriver. Selvom det er et kvalifikationsstævne, afvikler vi det som et selvstændigt stævne med præmier til sejlerne, fortæller Line Fogde, der er en del af forældregruppen fra Aarhus Sejlklub, som står for stævnet anført af stævneleder Ole Østergaard.

Målet er at gennemføre 4-6 sejladser pr. dag over fire dage på vandet fordelt på to weekender. Nemlig den netop overstået weekend 1. - 2. maj - og så i weekenden den 8.-9. maj. I Aarhus dyster 29er-sejlerne samlet på tværs af øst og vest, og ud af 26 besætninger er otte fra Aarhus. Konkurrencen er hård med flere rutinerede sejlere, der trods status som 49er-sejlere, er gået tilbage i 29eren. Derudover er der et stort aldersspænd fra 13 til 20 år og mange med stor 29er-erfaring.

Mere end VM-kval og konkurrence
Selvom der på papiret er meget på spil med kvalifikation til VM, fungerer stævnet i Aarhus som meget mere end blot en konkurrence. Det handler om det sociale samvær. Stævnet er helt og aldeles forældredrevet, hvilket skaber et stærkt bånd ikke kun blandt børnene, men også mellem forældrene, der efterhånden kender hinanden godt.

- Vi har fået opbygget et fedt miljø med både ’nye’ og ’gamle’, og selvfølgelig med Pierre og Finn (træner Pierre Baad og Finn Beton, red.), som gør et fantastisk stykke arbejde. De unge elsker at være her og træner 2-5 gange om ugen. Alle har det bare mega sjovt sammen, fortæller Line Fogde, der er forælder til Frederik Fogde.

Hun ærgrer sig over, at det sociale samvær skal begrænses på grund af corona. Hun er dog sikker på, at forældregruppen og sejlerne nok skal tage revanche, når det er tilladt.

VM-kvalifikationsstævnet fortsætter i den kommende weekend. Top-3 udgøres i skrivende stund af Jens-Christian og Jens-Philip Dehn-Toftehøj fra KDY som nr. 1, Gustav og Clement Åsholm-Bradley fra Hellerup som nr. 2 og Josephine Frederiksen og Clara Roskjær Møgeltoft Nielsen fra Vejle på 3. pladsen. Frederik Fogde og Anna Graversen fra Aarhus ligger på en øjeblikkelig 24. plads.
Kilde: Sailing Aarhus

Se resultaterne her.







★ Artikel

★ Lamineret cockpitarm og timevis af lakering

★ Interview & Portræt

★ Portræt: Ny kaptajn ved roret i Dansk Sejlunion - Anders...

★ Test af motorbåd

★ Test: Bayliner V20 - Sjov og rummelig

★ Artikel

★ Vendée Globe: Nedtælling til verdens hårdeste...

★ Artikel

★ Rita IV: En konge værdig

★ Test af motorbåd

★ Test: Delphia 10 Sedan - Slowboat til gode oplevelser

★ Interview & Portræt

★ America's Cup: Dansk civilingeniør stadig en af de mest...





Udvalgte artikler *


Produktnyt

Hvis der er noget vi glæder os til...

USA: GM ind på markedet for e-motorer

Der er en ny kat i byen