Arrangørerne af Dansk Two Star håber, som alle andre, at pandemien slipper sit tag i de danske sejlere, og genstarter Two Star serien, med fokus på en lang række sejladser i løbet af året. Serien udvides, og lokale Two Star sejladser styrkes.
I 2020 havde arrangørerne allerede planlagt at udvide antallet af Two Star sejladser i Danmark, denne plan holder de fast i den kommende sæson. Følgende Two Star sejladser er derfor inkluderet i mesterskabsserien:
Classic Fyn Rundt - AFI 2Star Race - Øresund 123 Stars - Fyn Cup fra Bogense - 100 Mil i fjorden - Sundet Rundt - Sjælland Rundt - Dragør 2 Star samt DS Dansk Two Star.
Det kan selvfølgelig være at nogle af sejladserne stadig aflyses eller udskydes, men der kan også komme flere til.
Skal din klubs stævne være med i serien?
Alle Two Star sejladser i hele Danmark kan være med i serien, blot der er mindst fem deltagere, distancen er på mindst 20 sømil og der sejles efter DH med gyldige målebreve, og man opfordrer alle arrangørklubber til at melde deres sejlads ind til serien, således at arrangørerne også på den måde kan skabe en samlet promovering af Two Star sejlads i Danmark, både med henblik på lokal deltagelse samt i serien.
Interesserede klubber/Two Star sejladser kan læse mere om Dansk2Star Forening her
”Sail Racing With A Friend”
Two Star sejladser er en fantastisk mulighed for at komme ud og sejle på en nem måde, hvor du ikke altid skal samle en stor besætning, men blot behøver at invitere én god sejler ven eller veninde med ud på din båd. Nemt, enkelt & sjovt!
Two Star sejladser er også en god mulighed for, at træne sejlfærdigheder, idet det kræver god planlægning, godt teamwork og ikke mindst god teknik at sejle kun to personer i en sejlbåd. Det er også en spændende udfordring at sejle især lidt større både med en Two Star besætning.
Mange lande sejler Two Star sejladser - også kaldet ’Doublehand’ - og nu er disciplinen også kommet på det olympiske program i 2024 i form af en ’kølbåd mix disciplin’, dvs. en M/K besætning. Dermed kan Dansk2Star serien også give mulighed for, at mix-besætninger kan få en masse træning og derigennem måske også lyst til at dyste internationalt ….. og dermed reelt at Danmark kan stille med den bedste mix besætning i fremtidige OL-sejladser. Dette er endnu ikke et officielt DS initiativ, men en mulighed for at ’snuse’ til Two Star sejlads, også for mix besætninger.
Mottoet for sejladserne er ”Sail Racing With A Friend” … og der er ved sejladserne fokus på det det sociale og kammeratskabet blandt Two Star besætningerne, og gode, spændende sejladser er vores mødested.
Regler for two star sejladser
For at en sejlads skal tælle i Dansk2Star mesterskabsserien i 2021 gælder følgende:
- Sejladsen skal afvikles under DH, og alle deltagere skal have gyldigt DH-målebrev. DH måletal ’fryses’ 5 dage før første start (også ved eftertilmelding).
- Notice of Race (NOR) skal tage udgangspunkt i Kapsejladsreglerne.
- Minimum 5 startende både. Ved mindre end 10 deltagere tæller sejladsen kun 50%
- Distancen skal være mindst 20 sømil samlet. Ved en distance mellem 20-40 sømil tæller sejladsen med 50%, Ved mere end 40 sømil tæller sejladsen med 100%.
- En kombination af 5-9 deltagere med en distance på 25 sømil tæller med 25%.
- Hvis en sejlads afkortes og kommer under 40 sømil tælles den 50%.
- Udenlandske deltagere tæller ikke i med stillingen for den enkelte sejlads under Dansk2Star og tæller således ikke med i antal startende både.
- Ved 2 forskellige banelængder skal de betragtes som 2 individuelle sejladser (f.eks. Sjælland Rundt).
Overalt placering i samme sejlads baseret på DH reglen, og båden skal minimum deltage i 3 sejladser, herunder én vest for Storebælt (f.eks. Classic Fyn Rundt eller AFI 2Star Race) og én øst for Storebælt (f.eks. Øresund123Stars eller tilsvarende). Herudover kan man principielt tælle to lokale sejladser med i Dansk2Star serien – men vi opfordrer naturligvis så mange som muligt til at deltage i flest mulige sejladser, også på tværs af landet.
For besætningen gælder, at Dansk2Star mester skal være en dansk båd, begge besætningsmedlemmer skal være medlem af en DS-sejlklub, båden skal være den samme i alle tællende sejladser samt der skal være én gennemgående person i alle tre tællende sejladser.
Udenlandske både er MEGET velkommen til at deltage, men de kan ikke vinde serien.
Den samlede vinder af Dansk2Star mesterskabsserien er den båd, der har flest point i de gennemførte og tællende sejladser, hvor point beregnes efter ”Baltic Circuit Scoring, 2019 edition". Vinderen modtager den evigt vandrende pokal, som har været uddelt i over 10 år.
Dansk2Star kan følges på Facebook, hvor foreningen også kan kontaktes.