Vegvisir Race åbner billetsalget 2. februar. Det sker med annoncering af flere nyheder blandt andet, at sejladsen i år får ny værtsby.
Der er flere gode nyheder til deltagerne i Vegvisir Race 2021. For det første vil alle 223 registrerede sejlere fra den aflyste 2020 udgave af eventet få overført deres startnummer til 2021. Skulle en deltager ikke have mulighed for at stille til start 2. – 4. september, hvor sejladsen finder sted, står det vedkommende frit for at videresælge til tredjepart.
For nye deltagere skal Kyndelmisse, 2. februar skrives bag øret. For her åbner tilmeldingen for deltagelse i enten 2Star eller singlehand på 80 eller 150 sømil-bane og for 2Star på 225 sømil distancen.
"Vi glæder os til at byde nye deltagere velkommen. Og det gør vi ved at åbne salget på Kyldelmisse, dagen, der markerer, at vi er halvvejs gennem vinteren. Når vi kommer nærmere 2. februar, løftes sløret for prisstrukturen 2021. Jeg kan afsløre, at der ovenpå skuffelsen i 2020 bliver budt op fest i år", siger Morten Brandt.
Ny venue – forhandlinger pågår
Samarbejdet med Guldborgsund Kommune blev i december bragt til ophør. Derfor får Vegvisir Race også ny værtsby i år. Der pågår forhandlinger med flere kommuner om Vegvisir Race værtsskabet og de muligheder eventet rummer for udvikling af side-events. "Jeg kan kun sige, at med de kommuner jeg forhandler med, så bliver den nye venue forrygende uanset. Jeg glæder mig til at offentliggøre mere om samarbejdet. Jeg vil dog gerne slå fast, at Vegvisir Race konceptet består. Det betyder, single- og doublehand, tre forskellige banelængder, der kræver at deltagerne mestre navigation, taktik, meteorologi og masser af omstillinger, når banen tager deltagerne fra in- til offshore flere gange", fortsætter Brandt
128 både tilmeldt
Der er dagsdato tilmeldt 128 både, fordi alle 2020 deltagere har fået overført deres startnummer. Deltagerlisten rummer en stor mangfoldighed af både – fra rene cruisere til rene racere. Der er deltagere i alle løb og kategorier, dog står det sløjt til mht. flerskrogsbådene, hvor der kun er tilmeldt 2 både. Lige nu er fordelingen af deltagere 10 både singlehand og 16 både 2Star-både på 80 sømil banen, 23 singlehand og 37 2Star på 150 sømil banen, mens der 42 både tilmeldt 2Star på den lange 225 sømil bane.