30 indestængte H-både er klar til at indtage bølger og strøm i farvandet ud for Gilleleje den kommende weekend. Corona virussen har også sat sine spor på årets H-båd Liga, som har været hårdt ramt af aflysninger, men den kommende weekend lykkes det for Gilleleje Sejlklub, at afholde årets første H-båd Liga stævne, som så også bliver H-bådenes Danmarksmesterskab.
30 H-både har meldt sig på startlinjen i Gilleleje, hvor der ikke bare skal afgøres et DM, men også skrabes udtagelsespoint hjem til det kommende VM, som afholdes i Struer Sejlklub i 2021.
At VM afholdes i Danmark gør kampen om pladserne endnu mere attraktive.
Der er lagt et stort pres på besætningerne, om at levere varen i en tid uden egentlig kamptræning. Nogle af de store H-båd bastioner, som Århus og Vejle har kamptræning fra tirsdagssejladserne, men flere af de andre store koryfæer i klassen har i år ikke fået træningen båd mod båd. Så måske har vi en jysk besætning, som ny Danmarksmester på søndag.
Et bud kunne være Claus Hovgaard med Team 569 Casino Trolden fra Vejle Sejlklub, som siden juni måned med succes har sejlet de lokale kapsejladser på Vejle fjord.
Ifølge formanden for Danske H-bådssejlere Henrik Toft, så har der været en meget tæt dialog med sejlklubberne, som har brugt oceaner af timer på at arrangere stævner, som ikke bliver til noget. Heldigvis forsøger vi, at genbruge arbejdet, således at DM, som skulle være afholdt i Onsevig Sejlklub i sommers er blevet skubbet til næste år.
I disse timer arbejder vi med Århus Sejlklub, som vil skabe rammerne for årets andet H-båds Liga stævne den 19-20. September 2020.