VM Geelong, Australien: Der er virkelig noget på spil her ved VM i Australien, det måtte Anne-Julie Foght Schütt og Iben Nielsby sande, efter de i dag blev diskvalificeret af deres landsholdskollegaer fra Aarhus. Schütt/Nielsby holder dog tredjepladsen forud for de sidste to dages VM-sejladser i Australien. Torsdag blev Schütt og Nielsby noteret for en femte- og en sjetteplads i to af dagens tre sejladser i guldfeltet, hvilket var nok til at konsolidere deres aktuelle topplacering.
Dansk protestsag
Dagens første FX-sejlads fik et dansk mellemspil. De to danske både Schütt/Nielsby og Baad/Thusgaard blev involveret i en styrbord/bagbord-situation ved anden topmærkerunding. Det medførte protest fra Baad/Thusgaard, som fik medhold af juryen – dermed diskvalifikation af Schütt/Nielsby.
Dansk Sejlunions sportschef, Thomas Jacobsen, er til stede i Australien, men overværede ikke selve hændelsen:
"Der opstod en tæt situation, og der blev nedlagt protest. Alle er opmærksomme på, at der er meget på spil, og jeg oplever, at begge besætninger udviser en professionel tilgang til situationen," siger han om forløbet.
Tæt OL-opløb
De to besætninger er i tæt opløb om at vinde den danske OL-udtagelse i 49erFX. Baad/Thusgaard havde med VM-bronze i 2019 det bedste udgangspunkt før stævnet, men kæmper lige nu med at finde topniveauet ved det aktuelle VM.
Torsdag blev de noteret for en 9, 21, 16-serie, og de er på samlet 19. plads. Det betyder, at Schütt/Nielsby lige nu ligger bedst i OL-regnskabet, som kombinerer resultaterne fra VM 2019 og 2020. Med to dages sejladser er alt stadig helt åbent, og der er en tæt og nervepirrende afgørelse i vente.
Warrer og Precht i top-10
I 49er-klassen leverede Jonas Warrer og Jakob Precht Jensen torsdag deres hidtil bedste ved VM med en 5, 6, 3, 13-serie. De avancerer dermed til en samlet tiendeplads i tabellen – og konsoliderer samtidig deres forspring i OL-udtagelsen.
Mads Emil Lübeck og Nikolaj Buhl er på en samlet 16. plads, mens den unge danske VM-overraskelse Daniel Nyborg/Sebastian Wright Olsen er samlet 21.
Hidtil bedste Nacra-dag
I Nacra 17 er Lin Ea Cenholt og Christian Peter Lübeck, på en samlet 12. plads før de sidste to dages sejladser. VM-sølvvinderne fra 2019 har haft blandede resultater de første dage, dog med fremgang torsdag i form af en 7, 8, 8-serie.
Selv om resultaterne hidtil har været under det forventede, så kan de glæde sig over at være på sikker kurs mod den danske OL-udtagelse i Nacra 17.
Den anden og mindre erfarne dansker-besætning med Natacha Saouma-Petersen og Mathias Borreskov er på en samlet 20. plads.
VM fortsætter natten til fredag, dansk tid, og slutter i de tidlige morgentimer lørdag.