Finnjollen ved OL begyndte som en dansk paradedisciplin med Paul Elvstrøm og tre guldmedaljer på stribe i årene 1952-60. Siden har Henning Wind (bronze, 1964) og Jonas Høgh-Christensen (sølv, 2012) været på OL-podiet, og Danmark har faktisk været med i Finn-feltet ved hvert eneste OL siden debuten i 1952.
Men nu er Finnjollens OL-tid ved at rinde ud. World Sailing stemte i 2019 den store enmands-jolle ud af OL-programmet med virkning fra 2024. Derfor bliver Tokyo 2020 et farvel til Finnjollen - om end et comeback på et senere tidspunkt næppe helt kan udelukkes.
Last man standing
I Danmark er André Højen Christiansen "last man standing" blandt Finnjolle-sejlere på topniveau. I den interne landsholdsjargon er Finnjollen således i flere år blevet omtalt som "klassen med André", hvilket tydeligt indikerer den 26-årige Vejle-sejlers "ensomme" kamp for karrieren og de sportslige mål.
Andrés altoverskyggende drøm er en plads ved Finnjollens sidste OL senere i år. En dansk nationsplads er ikke sikret, desværre, men der er stadig et lille håb. Ved World Cup-stævnet i Genoa i april er der én sidste europæisk OL-billet på højkant. En plads, som André rækker ud efter...
"Ja, jeg gi'r den et skud til den sidste OL-udtagelse i Genoa. Vi er 18 nationer, der kæmper om pladsen, og vi er nok 13, der kan tage den. Så det bliver et super spændende stævne, og jeg har tænkt mig at gi' den en sidste skalle," fastslår André Højen Christiansen.
OL - en drøm, jeg har kæmpet for
De første otte OL-pladser i Finn blev fordelt ved VM i Aarhus i 2018, og yderligere fire blev uddelt ved VM 2019. Nu er der blot nogle få kontinentale pladser tilbage, hvoraf én er europæisk.
"OL er noget, jeg har drømt om, siden jeg var 14 år gammel, og jeg har kæmpet for det siden da," fortæller André og understreger dermed, at han ikke vil stå siden hen og ærgre sig over, at han ikke forfulgte drømmen, mens tid var. Det er NU eller aldrig...
- Hvor finder du gejsten til at klø på?
"Jeg synes jo, det er virkelig fedt at sejle. Og jeg har været så heldig at være med i en udenlandsk træningsgruppe, så jeg har fået mulighed for at kæmpe på højeste niveau med mine træningsmakkere, og dét har drevet mig i flere år."
Planen er klar!
I januar var André på træningsophold netop i Genoa med sin træningsgruppe. Næste træningstur går til Cannes i februar og derfra videre til Mallorca, hvor det danske landshold slår lejr frem mod Trofeo Princesa Sofia sidst i marts. Fra midten af marts gælder det så det altafgørende World Cup-stævne i Genoa.
"Det er selvfølgelig en svær opgave, jeg har sat mig selv på. Og det bliver ekstremt kompetitativt i Genoa med mange dygtige sejlere, og hvor det nok mest af alt er det mentale game, som bliver afgørende til sidst."
I 2019 var World Cup'en i Genoa et stævne nærmest uden vind af betydning, og sådan kan det blive igen. André er derfor bevidst om, at hans kampvægt kan blive en faktor - også dét indgår i forberedelserne.
Jeg tror på min chance
"Jeg tror på min chance. Ellers var jeg stoppet for længst. Jeg har virkelig flyttet mig over det seneste par år, og jeg har farten og hele fundamentet, der skal til. - Det afgørende bliver de sidste procenter, fx at hovedet er det rigtige sted, og at man tager de rigtige beslutninger i de stressede situationer, der opstår ude på vandet. Så lige nu er mit fokus på at få en optimal proces her frem mod dette sidste forsøg," slutter en målrettet og stålsat André Højen Christiansen.