OL i Tokyo nærmer sig, men det andet VM inden for få måneder er endnu tættere på - et VM som bliver altafgørende for hvem der skal repræsentere Danmark ved OL, i hvert tilfælde når talen falder på 49er, 49erFX og Nacra 17.
Lige inden året rendte ud, tilbage i 2019, blev der sejlet VM i New Zealand. Dette stævne sammen med det nærtforestående VM i Australien, udgør nemlig udtagelsesserien for de nævnte klasser, og begge VMer vægter med 50%.
Traditionen tro sejles der et tune-up stævne som starter i morgen, torsdag den 30. januar. Oceania Championships løber frem til og med weekenden, herefter har sejlerne en uges tid, inden det afgørende VM, som mere præcist starter 10. februar. Sportschef Thomas Jacobsen ser et stærkt landshold, som skal kæmpe om pladserne.
To x Aarhus & KDY?
Tager vi et kik på situationen, så ser det inden VM 2020 bedst ud for to x Aarhus både - Warrer/Precht i 49er og VM-bronze vinderne fra New Zealand Ida Marie Baad og Marie Thusgaard i 49erFX. Begge ligner gode bud på en OL deltagelse, selv om de presses godt af de øvrige danske besætninger. Hos mændene puster Mads Emil Stephensen Lübeck og Nikolaj Hoffmann Buhl Warrer/Precht i nakken, mens pigerne udfordres i tæt kamp af Anne-Julie Schütt og Iben Nielsby. Intet er afgjort.
Noget mere sikker ser det ud til at være for Nacra-sølvvinderne fra New Zealand Lin Cenholt og CP Lübeck som ligger ganske lunt i svinget til at sikre OL billetten. Den øvrige danske Nacra 17-båd med Natascha Saoma-Pedersen og Mathias Borreskov rundede sidste VM af på en samlet 32. plads.
Link til VM i Australien