Der sejles finale i Grundig Cup, og lørdagen startede grå ud, men op ad dagen kom solen frem og vinden øgede. Dermed blev sejlernes boathandling og taktik sat på prøve. Der var masser af vindspring foran Middelfart Marina, og med pust på 11-12 m/s skulle sejlerne holde tungen lige i munden - især på lænseren.
De danske hold dominerede de første sejladser og efter otte af slagsen, besatte danskerne de tre første pladser. Men en stærk eftermiddag fra svenskerne Tomas Skålén og Mikael Lindqvist bragte
de svenske sejlere med helt frem, og ligger her efter lørdagens sejladser nummer to og tre. Helt i front er den regerende mester Jacob Nikolajsen.
Små marginaler
Stævnet sejles på korte baner i fem både, og de 11 hold skiftes til at møde hinanden - i bedste Sejlsportsliga-stil. Da hvert hold havde sejlet fem sejladser, var resultatet meget tæt, så tæt at en enkelt sejlads kunne vende helt rundt på rækkefølgen.
Formatet minder, som tidligere nævnt om Sejlsportsligaen og det er da også deres både som bliver brugt. Grundig Cup er en serie på syv kapsejladser i fleetrace i Danmark, Norge og Sverige. De bedste fra
disse er inviteret til finalen som afholdes i Middelfart med Match Racing Denmark som arrangør.
Alt er åbent
Seks af de 11 hold ligger indenfor fem point, så intet er afgjort. Senere i dag skal der sejles 14 sejladser og med en vejrudsigt der lover let og skiftende vind, kan alting stadig ske.
Se stillingen i stort format i galleriet herunder...