En imponerende sejr. Så kort kan den præstations beskrives, som Jens Christensen der sammen med Andy Bagger og Thomas Schmidt sejrede ved Dragernes kæmpe jubilæumsstævne i Sanremo.
162 Drager fra ’all over the world’ samlet for at fejre Dragens 90 års fødselsdag, og man kan vist roligt skrive – sikke en fest. Fire danske teams fremgik af den enorme deltagerliste, som på vandet blev delt op i to felter. 82 både i de indledende sejladser, som oprindelig var planlagt til fire, men allerede efter to sejladser, og en jubilæumssejlads hvor samtlige var på startlinjen (!) blev deltagerne delt op i et guld- og et sølvfleet.
Den samlede placering fra de indledende sejladser blev taget med over i de respektive fleets, og her havde Jens Christensen & Co beskedne to point med, og med en sejr i guldfleetens første sejlads var der ligesom lagt op til noget stort.
Gyser
Men men, i så stort et felt skal der ikke gå meget galt, og det var da også ved at misse, da Christensen & Co. kommer skidt fra start i finaledagens (i går fredag, red.) første sejlads. Skidt fra start, når der er over 80 som kæmper for at komme ud over bakkerne er svært. Men det lykkedes ved rigtig god bådfart at sejle en 24. plads hjem, og da den nærmeste konkurrent, Pieter Heerema – med danske Lars Hendriksen om bord, også lå lidt tungt til i denne sejlads, ja så begyndte det at se ganske fornuftigt ud for Christensen.
Nærmest målfoto
Nu er Pieter Heerema, og især med Lars Hendriksen om bord, ikke sådan lige at slippe af med, og i sidste sejlads gjorde de også alt hvad der stod i deres magt for at fravriste den førende danske båd titlen. Heerema sluttede som nummer to, mens Jens Christensen klarede sig i mål som nummer ni. Nok til at vinde jubilæumsstævnet med syv point. En normalt ganske komfortable sejr, men i så stort et felt skal den nok mere betragtes som om, det hele blev afgjort på målfoto.
Flot dansk indsats
De fire drager som deltog under Dannebrog gjorde sig alle rigtig flot bemærket. Frank Berg sluttede som nummer otte, med den næstbedste serie i guldfleeten. Berg & Co. havde en lidt tung placering som nummer 37 med over fra de indledende sejladser, men med 11-2-18 sejlede den rutinerede Drage-sejler sig ind på en rigtig flot placering. Schönherr gjorde det bedre i de indledende (7. plads, red.) – men måtte desværre indkassere en ’disk’ i guldfleetens første sejlads – og så var det jubilæumsstævne lige som over. Philipp Skafte Holm sluttede som nummer to på podiet i sølvfleeten.
Hvis vi så også lige i denne beretning medtager Lars Hendriksen, som var med om bord hos Pieter Heerema, ja så skal vi da lige love for at de danske dragesejlere satte sig rigtigt tungt på Jubilæumsstævnet i Sanremo.
Den samlede resultatliste fra Guld-fleeten her (ekstern pdf, red.)
- og den samlede resultatliste fra Sølv-fleeten her (ekstern pdf, red.)
Jens Christensen med Thomas Schmiidt og Andy Bagger, vinder af Dragernes Jubilæumsstævne, hvor over 160 både deltog. Foto: Elena Razina